Nyheder6. januar 2024

Vindue blev blæst ud: Disse fly får flyveforbud

Boeing-fly af typen 737 MAX 9 må ikke flyve for amerikanske flyselskaber efter opsigtsvækkende uheld
Det var et Boeing-fly fra Alaska Airlines som dette, der fredag aften måtte nødlande, efter at et vindue blev revet ud af siden på flyet.
Det var et Boeing-fly fra Alaska Airlines som dette, der fredag aften måtte nødlande, efter at et vindue blev revet ud af siden på flyet.
 Foto: Ted S. Warren/AP/Ritzau Scanpix

En omfattende undersøgelse er sat i værk, efter at et vindue og dele af væggen på et Boeing-fly fredag aften blev blæst ud under en flyvning mellem de amerikanske delstater Oregon og Californien.

På grund af hændelsen har den amerikanske luftfartsmyndighed (FAA) udstedt et midlertidigt flyveforbud for 171 Boeing-fly af typen 737 MAX 9.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som henviser til en udtalelse fra FAA's topchef, Michael Whitaker.

Flyveforbuddet gælder Boeing 737 MAX 9-fly, der flyves af amerikanske luftfartsselskaber, eller som flyves af udenlandske luftfartsselskaber i amerikansk luftrum.

De 171 Boeing-fly skal undersøges for mulige tekniske fejl eller mangler, før de kan komme på vingerne igen.

Ved uheldet fredag blev et vinduesparti blæst ud, kort efter at et Boeing 737 MAX 9-fly var lettet fra Portland i Oregon.

Det havde kurs mod byen Ontario i Californien og befandt sig ifølge Reuters på dét tidspunkt i 4800 meters højde. Tilbage var et stort hul i skroget.

171 personer var om bord på flyet, som blev fløjet af Alaska Airlines. Flyets seks mand store besætning iværksatte en nødlanding, og efter 20 minutter var det beskadigede fly tilbage på landjorden.

Ingen personer kom til skade ved episoden.

Flyet havde kun været i drift i otte uger inden uheldet.

Tidligere lørdag besluttede Alaska Airlines af egen drift at holde alle selskabets 65 Boeing 737 Max-fly på jorden.

Det er ikke første gang, at der er sikkerhedsproblemer med 737 Max-flyene, som produceres af den amerikanske flyproducent Boeing.

Efter to flystyrt i henholdsvis Indonesien i 2018 og i Etiopien i 2019 fik flyene startforbud i en lang række lande.

Boeing forbedrede flyets software og udbedrede en fejl i en udvendig sensor og fik ophævet startforbuddet 20 måneder senere.

Undersøgelser viste imidlertid, at den amerikanske flyproducent havde forsøgt at dække over visse fejl og mangler i forbindelse med den oprindelige certificering af flyet.

I den forbindelse indgik Boeing et forlig, hvor selskabet betalte 2,5 milliarder dollar i bøder og kompensationer til de efterladte til ofrene i de to flystyrt.

Sponsoreret indhold