Nyheder17. marts 2009

Vimmerby: Sig hejsan til Pippi

I Astrid Lindgrens verden kan ungerne hilse på alle figurerne fra den svenske forfatters berømte bøger
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/rejser/vimmerby10-09-jpg.jpg

EEMIIIL! Far Anton er ved at brøle lungerne ud. Enhver, som har læst bøgerne om Emil fra Lønneberg, ved, at nu - lige nu - skal den blonde skarnsknægt skynde sig ud i sit brændeskur og låse døren indefra.
Ellers vanker der. For far er rasende.

En flok børn følger optrinnet med tilbageholdt åndedræt. Øjnene klæber til Emil og hans vrede far. Vi befinder os foran
Katholt, den svenskrøde gård, hvor Emil bor med sin familie.
Eller rettere - der er tale om en miniaturekopi af gården. Og Emil er ikke den rigtige Emil, selv om han ellers ligner på en
prik med sit stride høhår, kasketten og de klare, blå øjne.
Sammen med mine døtre på fem og syv år er jeg to dage i Astrid Lindgrens Verden, der ligger i udkanten af Vimmerby
midt i Småland.

Navnet på parken skal tages bogstaveligt. Her bringes figurerne fra den berømte forfatters børnebøger til live. Pippi Langstrømpe, Børnene i Bulderby, Brødrene Løvehjerte, Karlsson på taget, og hvad de nu hedder, de vilde, modige, tossede
og elskelige hovedpersoner fra Lindgrens klassikere.

Ingen kø
Astrid Lindgrens Verden præsenterer sig selv som en "teaterpark".
Intet kunne være mere præcist, for de mange figurer dukker op i små skuespil, der dels udføres på parkens store scener, dels foran de nysselige træhuse, hvor Emil og hans venner "bor" - og dels i små improviserede teaterforestillinger.

Selve parken er 130.000 kvadratmeter stor og har masser af grønne områder. Til gengæld finder man ingen vilde rutsjebaner,
snurrende lykkehjul eller andet gøgl, der kendetegner almindelige forlystelsesparker.

Faktisk er der ikke en eneste forlystelse, som ungerne kan stille sig i kø til. Når de er trætte af at se teater, kan de i stedet brænde krudt af på parkens mange legepladser - eller gå på opdagelse i husene fra de Lindgrenske universer.

De kan snitte træmænd i Emils brændeskur. Hoppe rundt i Pippis Villa Villakulla. Bestige Mattisborgen fra "Ronja Røverdatter".

Eller kravle ind i de bittesmå huse i parkens version af Vimmerby. De er designet sådan, at kun børn kan krybe ind gennem dørene - hvilket er toppen, når man er en femårig med udbrydertrang.

Overnatning
Vi er kørt i bil til Småland og har indlogeret os på et af Vimmerbys mange hoteller, der har det til fælles, at de er børnevenlige - og at de sælger pakkeløsninger, der inkluderer entreen til Lindgrens univers.

Man kan også bo i campinghytter tæt ved parken, men vi har valgt Karaktärshotellet, der er indrettet i hyggelig, gammeldags stil. 3000 svenske kroner måtte vi slippe for to overnatninger og to dages entré. Pengene er givet godt ud for 48 timer med drøn på - men ikke drøn på den stressende måde, for i den køløse park tager vi det i vores eget tempo.



Sponsoreret indhold