VILLY OG BØLGEN

Først var det Marianne Jelved, som red på den. Senere kom turen så til Naser Khader. Og nu er det Villy Søvndal, som bliver båret frem af den. Af bølgen i dansk politik. Den, som kan løfte politikere fra glemselen og nærmest give dem stjernestatus.

Jelved er for længst faldet ned; fældet af sit eget overmod. Khader fik heller ikke lov længe. Da vælgerne langt om længe gennemskuede det tomme i hans projekt, blev også han strittet ned.

Nu er spørgsmålet så, hvor længe SF's formand Villy Søvndal får lov at fastholde rollen som dansk politiks vidunderbarn.

Indtil videre går det unægtelig meget godt. Alt, hvad Villy rører ved, bliver en succes. Manden går på vandet. Kun blandt hans egne i SF er der lidt murren i krogene, men det kan Villy være ligeglad med. Han har nemlig vælgernes opbakning - og har man det, er man pr. definition en meget stærk partiformand.

Senest har en meningsmåling forudsagt, at SF bliver et større parti end Socialdemokraterne. Hvilket rejser spørgsmålet: Hvem er egentlig oppositionens statsministerkandidat - Thorning eller Søvndal? At man overhovedet kan stille spørgsmålet, er sensationelt, og det siger noget om, hvor langt Søvndal har bevæget SF.

Modigt, formentlig også klogt, er det af Søvndal at gøre op med årtiers instinktiv blød-sødenhed, hvor visse emner var tabu. I mange år måtte en SF'er ikke sige det indlysende: At den muslimske kultur undertiden udgør et problem. Den bevidstløse melodi var, at det var samfundets skyld. Nu er det kun De Radikale og Enhedslisten, der gider synge med på den.

Nu må Søvdnal så vise, at han også tør sætte handling bag ordene. Har han modet til det, kan dansk politik pludselig blive meget spændende igen.