Nyheder12. oktober 2021

Vildt gæt: Oddset-spiller forvandlede to kroner til 16.000

Den heldige spillefugl fik sine penge 8000 gange igen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/penge_1.jpg
 Arkivfoto

En mand fra Nyborg var i weekenden usandsynlig heldig eller bare dygtig til at forudsige fodboldkampe.

I hvert fald formåede manden at forvandle sine to kroner til 16.524 kroner på et vildt odds på fire fodboldkampe.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Manden havde forudset, at Danmark ville vinde 4-0 over Moldova, samt at Sverige ville slå Kosovo 3-0.

Samtidig vandt Schweiz 2-0 over Nordirland, mens Skotland slog Israel 3-2, og det betød, at mandens odds, der gav 8262 gange pengene igen, gik hjem.

- Det er en præstation i sig selv at gætte et enkelt resultat rigtigt, og det er ret vildt at ramme fire resultater. Det er ikke så tit, det sker, siger Peter Emmike Rasmussen, der har været oddssætter i Danske Spil i 23 år.

Manden fra Nyborg sender sansynligvis en venlig tanke til Skotlands Scott McTominay, der lavede den afgørende scoring for Skotland sent i kampen.

- Når man skal ramme resultaterne helt præcist, så kræver det naturligvis en god portion held, og det må man sige, at han havde. For eksempel scorede Skotland først til 3-2 dybt inde i overtiden, siger Peter Emmike Rasmussen.

Sponsoreret indhold