For vilde til koncert på Jelling: 51 har fået klippet armbåndet

Sidste dag på Jelling Musikfestival er i fuld gang.
Men det kan altså godt blive lige lidt for festligt. For lørdag gik tingene så meget over gevind, at sikkerhedsvagterne kom på overarbejde, og der måtte festivalen altså endnu en gang tage konsekvensen.
Siden torsdag har i alt 52 personer fået klippet festivalarmbåndet.
Det skriver Ekstra Bladet.
Heriblandt er mere end halvdelen bortvist på grund af for voldsom adfærd under koncerter, lyder det.
Det var især under koncerten med rapgruppen Ude af Kontrol, at der blev registreret voldsom adfærd blandt publikum, som festivalen også under selve showet var nødt til at reagere på.


- Vi klipper typisk gæsternes armbånd, hvis de starter moshpits eller opfordrer til det, fortæller kommunikationsansvarlig på Jelling Musikfestival, Jeppe Wojcik, til Ekstra Bladet.
Koncerten med Ude af Kontrol foregik lørdag på Teltscenen.
I dag søndag er der navne som Andreas Odbjerg, HUGORM, Benny Jamz, Niarn, Soleima og Lukas Graham på plakaten. Sidstnævnte lukker hovedscenen årets Jelling musikfestival klokken 23.