Nyheder11. juli 2022

Vilde tal: Så mange er vi nu

Befolkningstal ventes at toppe omkring 10,4 milliarder i 2080'erne
Befolkningen vokser voldsomt i Indien
Indien ventes at overhale Kina som det mest folkerige land.
 Foto: R S Iyer/AP/Ritzau Scanpix

Det globale befolkningstal fortsætter med at stige omend i et langsommere tempo end tidligere.

FN forventer, at kloden vil passere otte milliarder indbyggere inden årets udgang - formentlig omkring den 15. november.

Det viser en ny FN-rapport mandag i anledning af World Population Day, skriver nyhedsbureauet dpa.

- I 2020 faldt vækstraten for den globale befolkning til under en procent om året for første gang siden 1950, står der i rapporten.

Ifølge prognosen vil der i 2030 være 8,5 milliarder mennesker i verden og 9,7 i 2050.

Befolkningstallet vil toppe på omkring 10,4 milliarder i 2080'erne, før det stabiliserer sig på det niveau indtil 2100, skriver nyhedsbureauet AFP.

Her vokser de flest

FN-rapporten viser, at Indien i 2023 vil overgå Kina som det mest folkerige land i verden.

I de kommende årtier vil mere end halvdelen af den forventede stigning i det globale befolkningstal være koncentreret omkring Den Demokratiske Republik Congo, Egypten, Etiopien, Filippinerne, Indien, Nigeria, Pakistan og Tanzania.

Trods regionale forskelle ser John Wilmoth, der er direktør for FN's befolkningsafdeling, muligheder i udviklingen.

- Når størrelsen på den gennemsnitlige familie bliver mindre, bliver det muligt for både familierne og samfundet at investere mere i hver enkelt barn og højne kvaliteten af uddannelse og udvikle den menneskelige kapital af befolkningen, siger han til dpa.

Den forventede levetid ventes desuden at vokse til 77,2 år i 2050 fra 72,8 i 2019, vurderer FN.

Og så vil flere og flere højindkomstlande opleve negative befolkningstendenser, som Japan allerede gør i dag.

For at opretholde en stabil vækstrate vil lande som eksempelvis Tyskland være afhængige af migranter.

Sponsoreret indhold