Nyheder24. januar 2024 (opd. 24. januar 2024)

Vilde tal: Forsvarsministeriet bruger millioner på kampagne

Kampagnen bliver til i samarbejde med reklamefirmaet Advice. Udgifterne til reklamefirmaet er på cirka syv millioner kroner

Forsvarsministeriet sætter i februar gang i en større reklamekampagne for at rekruttere og fastholde medarbejdere i Forsvaret, og den er ikke gratis.

Der er således udgifter for cirka 13 millioner kroner - helt præcist 12.944.763 kroner - viser tal, som ministeriet har givet Ritzau indsigt i.

Kampagnen bliver til i samarbejde med reklamefirmaet Advice. Udgifterne til Advice er på cirka syv millioner kroner, mens analyseinstituttet Epinion og mediebureauet EssenceMediacom også har været involveret.

Det er Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS), der har fået ansvaret for kampagnen.

FPS oplyser i en meddelelse, at kampagnen blandt andet skal "skabe et stærkere bånd mellem Forsvarsministeriets område og den danske befolkning", ligesom borgerne i højere grad skal få en forståelse for Forsvarets arbejde og opfatte Forsvaret som relevant og en attraktiv arbejdsplads.

Kampagnens store slagnummer er en film med titlen "Det, vi passer på, er det hele værd". Den vil danskere i den kommende tid kunne se i fjernsynet, i biografer, i bybilledet og på sociale medier, oplyser FPS.

Desuden er journalist Thomas Skov hyret til en række korte film, hvor han besøger nogle af Forsvarets medarbejdere til en snak om deres arbejde.

Kampagnen sparkes i gang i uge 6 og løber ti uger frem. Analysearbejdet i forbindelse med kampagnen har været i gang siden 2022.

Det har længe været kendt, at Forsvaret har problemer med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.

Det er også et fokus i de delaftaler, der forhandles under forsvarsforliget, hvoraf den første for nylig er landet.

I den forbindelse udtalte Jesper Korsgaard Hansen, der er formand for Centralforeningen for Stampersonel (CS), som er forsvarets største fagforening med 9000 medlemmer, at det særligt er fastholdelsen af medarbejdere, der er problemer med.

- Problemet i Forsvaret er, at folk bliver så kort en periode. Vi skal have nogle flere ind ja, men vi skal også have nogle af dem, som kommer ind, til at blive længere, sagde Jesper Korsgaard Hansen 20. januar.

Sponsoreret indhold