Nyheder28. februar 2022

Vild rekord: 2021 havde over 100.000 bolighandler

Boligmarkedet slog flere rekorder sidste år, men privatøkonom tror ikke, at 2022 bliver lige så vild
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210528-120147-6_49mb_0.jpg

Ejendomsmæglerne har haft mere travlt end nogensinde før i 2021, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Her har man opgjort antallet af solgte boliger til 102.111, og det er ikke set højere siden 1992, hvor man begyndte at registrere antallet af handler.

Det er hovedsageligt enfamiliehusene, der trækker læsset med 65.414 handler, hvilket også er rekord.

Der er også solgt 22.488 lejligheder og 14.209 sommerhuse. Sidstnævnte er det næsthøjeste hidtil og er kun overgået af 2020, hvor de fleste måtte holde ferie herhjemme på grund af coronarestriktioner.

Store stigninger

Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, forventer dog ikke, at 2022 når samme højder.

- Rentestigningen har ganske enkelt gjort det dyrere for potentielle boligkøbere at få finansieret købet, og det vil alt andet lige trække i en nedadgående retning på handelsaktiviteten og priserne uden, at det dog nødvendigvis betyder boligprisfald, skriver han i en kommentar.

Den høje efterspørgsel på boliger har ellers været medvirkende til, at priserne på en gennemsnitskvadratmeter er steget en del hen over det seneste år.

Huse er steget med 10,9 procent, lejligheder med 10,5 procent og sommerhuse med hele 15,7 procent.

Sponsoreret indhold