Nyheder18. august 2022

Vild plan: Forskere vil genoplive den tasmanske tiger

Forskere vil genoplive den tasmanske tiger, der uddøde for næsten 100 år siden
Den tasmanske tiger blev sidst fotograferet i 1935. Billedet her er originalt i sort/hvid, men er senere hen blevet farvet.
Den tasmanske tiger blev sidst fotograferet i 1935. Billedet her er originalt i sort/hvid, men er senere hen blevet farvet.
 Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix

En gruppe forskere går lige med tanker om at udføre en vild idé.

De vil nemlig genoplive den tasmanske tiger, der ellers har været uddød i næsten 100 år.

Det meget ambitiøse projekt skal udnytte den fremskredne forskning inden for genetik, gammel DNA og kunstig reproduktion for at vække dyret til live igen.

Det skriver CNN.

– Vi vil først og fremmest gerne støtte op om, at man bevarer vores biodiversitet fra at uddø, men desværre ser vi ikke, at tempoet, vi mister dyrearter i, bliver langsommere, siger Andrew Pask, der er professor på Melbourne Universitet og leder af deres forskningslaboratorie for genetisk restaurering af Thylaciner. Det er dem, der står bag projektet.

– Teknologien giver en chance for at udbedre dette, og den kan blive brugt under særlige omstændigheder, hvor toneangivende arter er gået tabt, fortsætter han.

Den tasmanske tiger, der også kaldes en thylacine, forsvandt fra stort set alle landområder for omkring 2000 år siden. Undtagen på den australske ø Tasmanien, hvor også kronprinsesse Mary er fra.

Den tasmanske tiger, der er lidt større end en gennemsnitlig ræv, blev sidst fotograferet i 1935. Siden har racen ikke været set.

I løbet af 1800-tallet blev den tasmanske tiger jagtet af europæiske bosættere, da den blev set som et skadedyr, der var en trussel mod kvæg og får.

Den sidst kendte tasmanske tiger døde i fangenskab i 1936. Den hed Benjamin og havde sin daglige gang i Beaumaris Zoo på Tasmanien.

Til BBC fortæller Andrew Pask om, hvilke ambitioner forskningsgruppen har for projektet.

– Jeg tror på, at vi om 10 års tid kan have vores første levende thylacine-unge, siden de blev jagtet til udryddelse for næsten 100 år siden.

Det vil være første gang nogensinde, at det lykkedes at bringe et uddødt dyr tilbage.

Sponsoreret indhold