Nyheder7. oktober 2017

Hev bruser ud af væggen: ”Vild med dans”-Daniel smidt hjem

”Vild med dans”-aktuelle Daniel Svensson blev smidt hjem fra U-landsholdsslutrunden i Polen tilbage i 2002, fordi det med hans egne ord ”slog klik et øjeblik”, og så kom den tidligere håndboldspiller til at rive en bruser ud af væggen i omklædningsrummet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20171006_tsl_vmd_5_0067.jpg
 Foto: Thomas Laursen

Lige nu brillerede han på dansegulvet med alt fra vals og jive til cha-cha-cha og rumba.

Men det er nu håndbolden, som Daniel Svensson har mest styr på.

Han har tidligere spillet for både IF Stadion, Ajax Farum, F.C. København Håndbold og Skjern Håndbold.

Og så har den 35-årige håndboldstjerne naturligvis også været en del af det danske landshold og det danske ungdomslandshold.

Og det var med sidste hold, at han tilbage i 2002 endte med at blive smidt hjem.

Under en U-landsholdsslutrunde i Polen kom Daniel Svensson nemlig til at hive en bruser ud af væggen.

Det fortæller han i et interview med BT:

- Det var pinligt, da jeg blev smidt hjem fra en U-landsholdsslutrunde for at hive en bruser ud af væggen. Det var i 2002 i Polen med ungdomslandsholdet, vi spillede ikke så godt og endte med at ryge ud. Da jeg skulle i bad, virkede bruseren ikke, og det kunne jeg ikke forstå, for alle de andre havde lige brugt den, fortæller Daniel Svensson til avisen og tilføjer:

- Så slog det klik for mig et øjeblik, og jeg tævede bruseren, så den røg ud af væggen. Efter aftensmad blev vi kaldt sammen på grund af den ødelagte bruser, og jeg sagde: ”Nå ja, det er mig”. Der blev holdt et kort møde, og så valgte landstræneren, at jeg skulle sendes hjem. Det var irriterende, men man kan jo heller ikke rende rundt og smadre omklædningsrummene.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/16.1.11674635.jpg
 Foto: All Over Press

Daniel Svensson har to gange kæmpet mod kræft. Foto: All Over

I interviewet med BT sætter den 35-årige ekshåndboldspiller også ord på sin allerhårdeste kamp til dato: De to gange, hvor han har været ramt af lymfekræft med under tre års mellemrum.

- Første gang jeg blev ramt af lymfekræft syntes jeg, at det var døduretfærdigt og rigtig hårdt. Jeg tog nogle dage, hvor jeg var virkelig ked af det. Men så har jeg været hurtig til at sige, at jeg ikke kunne ændre på forholdene. Efter første sygdomsperiode blev jeg raskmeldt efter to år og fik et tilbagefald efter to et halvt år, og det var rigtig hårdt.

- Derfor kommer jeg måske aldrig til at slippe tanken, om, at det kan vende tilbage. Jeg prøver at arbejde med, at det en del af mit liv, at der kan komme kræft, og derfor prøver jeg bare at få ekstra meget ud af de dage, jeg har. Prøver at få hver eneste dag til at maksimalt, fortæller ”Vild med dans”-stjernen i interviewet med BT.

Daniel Svensson stoppede håndboldkarrieren denne sommer efter 17 år som professionel. Nu er han håndboldkommentator på TV 2, når han altså ikke lige øver vals og cha-cha-cha sammen med sin dansepartner Karina Frimodt i ”Vild med dans”.

Du kan se billeder af Daniel Svensson og de andre ”Vild med dans”-deltagere i galleriet herunder:

"Vild med dans"-deltagerne 2017

Sponsoreret indhold