Nyheder5. august 2023 (opd. 5. august 2023)

Vigtig hjemmeside nede: Det kan du gøre i stedet

Det er muligt at tilgå rejsevejledninger og melde sig på danskerlisten telefonisk og på e-mail.

Udenrigsministeriets hjemmeside var midlertidigt nede fra fredag aften til lørdag eftermiddag.

Ministeriet oplyste om, at hjemmesiden var nede fredag aften på det sociale medie X, der før hed Twitter.

I tilfælde af akut krise i udlandet kan Udenrigsministeriets globale vagtcenter hele døgnet træffes telefonisk eller på e-mail.

Det er gennem vagtcentret også muligt at tilgå ministeriets rejsevejledninger og melde sig på danskerlisten, oplyste ministeriet.

På appen UM Rejseklar var det fortsat muligt at tilmelde sig danskerlisten. Der kunne dog ikke tilgås rejsevejledninger.

Formålet med danskerlisten er at give Udenrigsministeriet mulighed for at sende vigtige informationer om, hvordan den registrerede bør forholde sig, hvis der opstår en alvorlig krise i det land, hvor den registrerede befinder sig.

UM.dk opdateres sædvanligvis løbende af Udenrigsministeriet med oplysninger til danskere, der befinder sig i udlandet. Det omfatter blandt andet information om de generelle sikkerhedsrisici i de enkelte lande.

Sidste år tjekkede danskerne Udenrigsministeriets rejsevejledninger 3,6 millioner gange.

Udenrigsministeriet behandler hvert år omkring 5000 sager, hvor danskere er kommet i en nødsituation i udlandet.

Sponsoreret indhold