Nyheder31. oktober 2023

"Viften" vinder fornem pris: Film om Danmarks kolonifortid får Nordisk Råds Filmpris

"Viften" om Danmarks kolonifortid får Nordisk Råds Filmpris. Det er ottende gang, at en dansk film får prisen
Den danske film "Viften" har tirsdag aften vundet Nordisk Råds Filmpris.
Den danske film "Viften" har tirsdag aften vundet Nordisk Råds Filmpris.
 Foto: Terje Pedersen/NTB/Ritzau Scanpix

Den danske film "Viften" har tirsdag modtaget årets Nordisk Råds Filmpris ved en prisuddeling i Oslo.

"Viften" viser et kapitel fra den danske koloni- og slavefortid på De Vestindiske Øer i 1848. Her følger man to nære veninder, Anna og Petrine.

Begge kvinder er sorte, men lever under vidt forskellige vilkår. Anna er fri, og Petrine er hendes slave. Alt synes godt, indtil rygterne om et slaveoprør begynder.

Nordisk Råd begrunder prisen til "Viften" med, at filmen er kompleks og provokerende og indtager et nyt og friskt ståsted i forhold til racisme og magtspil.

- Det er modigt, dristigt og ambitiøst af filmskaberne at forfølge denne alvorlige og traumatiserende historie på en så personlig, legende og på nogle punkter endda humoristisk og overraskende smuk måde, skriver Nordisk Råd i sin begrundelse.

- De ser tilbage på historien, og det ser ikke godt ud. "Empire" (filmens internationale titel, red.) er en historie om en meget specifik del af Danmarks fortid, og den er både dybt relaterbar til vores nuværende dilemmaer og til et globalt publikum.

Manuskriptforfatter Anna Neye spiller samtidig hovedrollen, Anna Heegaard, i filmen.

- Anna Neye har skabt en mangfoldig og hidtil uhørt historie, hvor alle karaktererne har fejl, og mange har indre etiske kampe, skriver Nordisk Råd i pressemeddelelsen.

Filmen blev udvalgt, blandt seks nordiske kandidater, af en jury bestående af ét medlem fra hvert af de nordiske lande.

Med Nordisk Råds Filmpris følger også 300.000 kroner, der deles mellem instruktør Frederikke Aspöck, manuskriptforfatter Anna Neye og filmens tre producenter, Pernille Munk Skydsgaard, Nina Leidersdorff og Meta Louise Foldager Sørensen.

Det er ottende gang, at en dansk film modtager prisen, der senest tilfaldt "Flugt" i 2021, "Dronningen" i 2019 og "Jagten" i 2013.

Prisen blev overrakt tirsdag aften ved en prisuddeling på Den Norske Opera i Oslo.

Instruktør Frederikke Aspöck, manuskriptforfatter Anna Neye og producent Pernille Munk Skydsgaard var til stede for at modtage prisen.

Rådet uddelte også priser inden for litteratur, musik, miljø og børne- og ungdomslitteratur.

Litteraturprisen gik til den svenske forfatter Joanna Rubin Dranger for sin grafiske roman ”Husk os til livet”.

Hun får prisen for et overvældende og vigtigt værk om, hvordan ordløse traumer kan bearbejdes, og stilheden endelig brydes, lyder begrundelsen.

Sponsoreret indhold