Annonce
Nyheder7 timer siden

Video viser vidne tackle formodet gerningsmand bag skyderi

En video, som to udenlandske medier har verificeret som ægte, viser angiveligt en mand gribe ind ved skyderi
Af: Ritzau
En video viser, hvordan den ene af to gerningsmænd bliver tacklet af en mand. 
En video viser, hvordan den ene af to gerningsmænd bliver tacklet af en mand.
 Foto: Nine Network/Reuters/Ritzau Scanpix
Annonce

I kølvandet på skudangrebet ved Bondi Beach i Sydney er der kommet en video frem, som angiveligt viser en mand, der griber ind over for en af de formodede gerningsmænd.

Søndag middag dansk tid er meldingen fra australsk politi, at mindst 12 personer har mistet livet i forbindelse med skyderiet.

Derudover er mindst 29 personer kommet til skade.

Videoen viser tilsyneladende en mand, som tackler en af de formodede gerningsmænd og tager hans våben fra ham.

Amerikanske NBC og britiske BBC har verificeret videoen som værende ægte. Ingen af de to medier beskriver nærmere, hvordan de har verificeret videoen.

- Den mand er en ægte helt. Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange, mange mennesker, som er i live i aften på grund af hans mod, siger Chris Minns, der er leder af delstatsregeringen i New South Wales, ifølge de to medier.

Annonce

Australsk politi efterforsker skyderiet som et formodet terrorangreb, der var rettet mod jøder.

Politiet vurderer, at der var mindst to gerningsmænd.

Den ene er død, og den anden er svært tilskadekommen. På nuværende tidspunkt kan politiet hverken be- eller afkræfte, om der er en tredje gerningsmand.

På videoen kan man se, at den ene formodede gerningsmand stikker af, inden den person, som greb ind, stiller våbenet fra sig, ifølge NBC.

Annonce

Vidnet gemte sig bag en bil, inden han tacklede manden bagfra, beskriver BBC.

Våbenet går ifølge mediet af, imens de to har fat i hinanden.

Imens episoden udspiller sig, kan man se, at den anden formodede gerningsmand fortsætter med at skyde fra en bro.

BBC skriver, at man ikke kan se, hvad den anden person skyder imod i videoen.

I kølvandet på angrebet har den australske premierminister Anthony Albanese beskrevet skyderiet som et "målrettet angreb på australske jøder."

Skyderiet fandt sted i forbindelse med en fejring af den jødiske højtid Hanukkah på stranden.

Annonce

Sponsoreret indhold