Nyheder15. august 2016

Video: Bliver Bertel Haarders nationalsang kult?

Kulturministeren sang for på "Der er et yndigt land", da atleterne i Rio skulle hyldes. Hør ham i videoen øverst.

Der har foreløbig været al mulig grund til at skråle med på Danmarks nationalsang ved OL i Rio.

Forventningerne til medaljer er mere end indfriet, og de danske atleter er også med helt fremme, når det handler om at vise de følelser, OL er skabt af.

Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder er selvfølgelig med i Brasilien, så helt naturligt var det ham, som sang for på ”Der er et yndigt land”, da de første medaljetagere forleden blev hyldet ved en flot reception.

I videoen bliver Kronprins Frederik først fotograferet med atleterne, men derefter er det Bertel Haarders tur til at vise sin sangkunst.

”Der er et yndigt land” betragtes i øvrigt kun som den ene af Danmarks to nationalsange.

Den anden, ”Kong Christian stod ved højen Mast”, bliver i høj grad betragtet som kongesang ved officielle lejligheder, mens ”Der er et yndigt land” må siges at være blevet det folkelige modstykke.

Og ved sportslige begivenheder som OL er der ingen tvivl, så skal der synges ”Der er et yndigt land”.

Hør Bertel Haarder hylde atleterne i videoen øverst.

Sponsoreret indhold