Vickie Jo: Jeg skal giftes
Til august næste år danser "Vild med dans"-vinderen Vickie Jo op ad kirkegulvet.
Hendes kæreste gennem 2 år, Jesper Fuglsang, har været nede på knæ, og hun har sagt ja. Frieriet skete så sent som i søndags.
- Jeg blev vildt overrasket og havde slet ingen idé om, at Jesper ville fri. Jeg sad i stuen og svarede på nogle mails, da Jesper sagde, at der stod en masse mennesker uden for vores lejlighed med fakler. Jeg tænkte ikke nærmere over det, men da han blev ved med at tale om det, kiggede jeg ud og så, at faklerne dannede et hjerte - og indeni stod der et "V" og et "J", siger hun til billedbladet.dk.
- Det var Jespers venner, der stod udenfor, og lige efter var Jesper nede på knæ og fri. Jeg sagde ja, men kunne slet ikke fatte det. Jeg var forkølet og stod dér med snotnæse, ingen makeup og havde mit tarveligste tøj på. Men det hele var lige, som jeg havde drømt om, siger en glad Vickie, der fik en flot forlovelsesring i guld.
Brylluppet skal stå til august, og det bliver i Skt. Pauls Kirke i Århus, hvor Jesper Fuglsangs familie har tradition for at blive gift.
- Og ja, jeg skal være hvid brud. Jeg har ikke rigtig kunnet forholde mig til detaljerne endnu, og jeg kunne slet ikke sove søndag nat.