Se klip med Brittas døtre: - Vi troede, mor og far havde sparet op

Samina og Jamilla Hayat står i aften frem på Kanal 5 og fortæller deres egen version af svindelsagen mod deres mor.

Samina og Jamilla Hayat står i aften frem på Kanal 5 og fortæller deres egen version af svindelsagen mod deres mor.

Foto: Kanal 5

 

I aften står den svindelsigtede Britta Nielsens døtre frem på TV.

Det sker på Kanal 5 klokken 21.00.

Døtrene Samina (31) og Jamilla Hayat (34) er begge sigtet for hæleri i forbindelse med sagen, hvor deres mor er sigtet for over en årrække at have taget 111 millioner kroner fra satspuljerne, der er tiltænkt landets mest udsatte personer.

Via sit job og sin betroede stilling som superbruger i Socialstyrelsen er Britta Nielsen sigtet for at have overført det trecifrede millionbeløb til sin egen konto.

Samina og Jamilla har hidtil været beskyttet af navneforbud, men det blev ophævet onsdag, og nu står de frem og fortæller deres egen version, fordi de føler, at der siden svindlen blev opdaget den 7. oktober har nået at danne sig mange myter, som de gerne vil forsøge at punktere.

Du kan se et klip med døtrene herunder. Hele interviewet bliver bragt på Kanal 5 onsdag aften klokken 21.00.

 

 

 

I klippet bliver døtrene, der lige som deres bror, Jimmy, er sigtet for hæleri ved at have været med til at bruge de mange penge, deres mor ifølge sigtelsen tog fra landets mest udsatte, spurgt, om de ikke anede uråd.

- Vi har hørt om smykkeindkøb, køb af en ødegård i Sverige, der er blevet købt dyre biler herhjemme og i udlandet, og alt det foregår, mens jeres mor arbejder i et helt almindeligt kontorjob som offentligt ansat i Socialstyrelsen. Hvordan i alverden skulle det kune hænge sammen?, spørger intervieweren.

- Jeg kan godt forstå, at det ser mærkeligt ud udefra, at der ikke er nogle klokker, der har ringet, men for os har det jo været sådan hele vores liv, siger Jamilla Hayat.

- Det har jo ikke været på én gang, at alle de ting er blevet købt - det er sket gradvist. Det er kommet lidt hen ad vejen, og så er det blevet mere og mere, fortsætter Jamilla.

- Man stoler på sin mor og stiller ikke spørgsmål til tingene, når de kommmer fra ens mor, supplerer Samina.

- Når hun siger, 'at far og jeg har sparet sammen', så spørger jeg ikke, 'er du sikker på, at du ikke har røvet en bank?', siger Jamilla.

- Det er hende vi stoler allermest på i hele verden, siger Samina.

I programmet ”Brittas døtre taler ud” løfter Samina og Jamilla Hayat for første gang sløret for et liv med luksusrejser, dyre biler og konkurrenceheste for millioner - og hvordan de hårdnakket hævder, at de ikke har været bevidste om deres mors svindleri.

De to døtre kommer også ind på det enorme chok, de oplevede, da de blev sigtet for en forbrydelse, som de ikke mener, at de har begået. 

- Lige meget hvor angstprovokerende det måtte være at stå frem med ansigt og navn, så er man nødt til at gøre det i forhold til den hetz, der er kørt, og alle gisningerne. Vi vil gerne have vores version ud, siger Samina Hayat i interviewet til Kanal 5.

Sagen om svindel for  111 millioner kroner blev offentlig kendt 7. oktober, da 64-årige Britta Nielsen blev sigtet for at have bedraget sig til den store sum penge fra sin arbejdsplads i Socialstyrelsen.

Foruden Britta Nielsen og hendes to døtre er også Britta Nielsens søn, Jimmy, sigtet i sagen. Det er politiets opfattelse, at børnene har modtaget betydelige mængder af de svindlede penge – penge som de ifølge politiets sigtelse vidste kom fra deres mors millionsvindel.

Artiklen fortsætter under billedet...

Britta Nielsen efter sin anholdelse i Sydafrika. Foto: Ritzau Scanpix

De to døtre fortæller ifølge programmet på Kanal 5, at deres levestandard ændrede sig i 2005, da faderen døde. Det var desuden tre år efter, at Britta Nielsen ifølge sigtelsen begyndte at bedrage sin arbejdsplads.

Til Kanal 5 fortæller 31-årige Samina Hayat, at hun siden 2007 har købt og solgt op mod 60 konkurrenceheste. Priserne har været op til 100.000 euro per styk eller næsten 750.000 danske kroner per styk. 

Pengene til de mange heste kom ifølge Samina Hayat fra hendes mor.

34-årige Jamilla Hayat tilføjer, at hun har modtaget en halv million kroner til køb af en bil af sin mor.

Trods de dyre vaner afviser Britta Nielsens døtre, at de har kendt til den påståede kriminalitet begået af Britta Nielsen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Britta Nielsen fotograferet i henholdsvis 2007 og 2018.

Svindelsigtede Britta Nielsen fotograferet i henholdsvis 2018 og 2007. Foto: Ritzau Scanpix og Ridehesten.dk 

Programmet "Brittas døtre taler ud" sendes i aften klokken 21 på Kanal 5.

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close