
Udstemte Faxe havde glædet sig til finalen: - Vi havde løftet taget i Horsens

Fredag aften blev en nervepirrende affære i dette års ’Vild med dans’. De tre resterende par skulle på gulvet to gange – men selvom alle tre gav alt, hvad de havde i sig, blev fredag aften alligevel endestation for ét af parrene.
Faxe og Karina røg i omdans mod Ena og Thomas, og danskerne var altså mest vilde med skuespillerinden og hendes partner.
Derfor blev semifinalen endestation for Faxe og Karina, og det ærgrede parret. De havde nemlig glædet sig til finaleshowet i Horsens og havde allerede planer om, hvordan deres freestyle-dans skulle se ud.
- Vi havde gemt fodbolden til finalen. Karina havde planlagt et show, der havde foldbold og en foldboldsang i sig. Vi ville helt sikkert have løftet taget i Horsens, siger en ærgerlig Faxe, der ikke er i tvivl om, at han nu vil føle et tomrum efter ’Vild med dans’.

- Vi har jo nærmest set hinanden hver dag. Vi skal dog blive ved med at se hinanden. Vi skal nok ikke danse, så skulle det lige være på en natklub, fortæller Faxe.
Fredagens semifinale bød som bekendt på to danse fra hver af de tre resterende par. Første par på gulvet var Stephania og Morten, som høstede rosende ord fra dommerne for deres tango, som de dansede til ’Unconditionally’.
Men pointene nåede dog ikke op på sidste fredag, hvor de kunne lade sig hylde som de første i denne sæson, der fik 40 point. Denne aften måtte de ’nøjes’ med 33 point.
Samme point fik Ena og Thomas for deres dans – og de høstede ligesom Stephania og Morten masser af ros fra de fire dommere.
- Du har aldrig danset bedre end i aften, lød det fra Jens Werner, efter at Ena og Thomas havde brilleret med deres rumba.
John og Karina havde trukket i tango-skoene, og de kunne forlade dansegulvet med aftenens højeste point i konkurrencedansen. De fik nemlig 34 point for deres dans.
Fredag aften blev danserne og danskerne også sendt tilbage i tiden, for de tre par dansede henholdsvis danse fra 1920’erne, 1940’erne og 1960’erne.
Første dans var en charleston-dans fra 1920’erne, og den klarede Ena og Thomas så godt, at de fik i alt 36 point. Lindyhoppen, som er en 1940’er-dans, blev danset af Faxe og Karina, som også fik 36 point fra de fire dommere.
Sidste dans fredag aften var en 1960’er-dans – og Stephania og Morten klarede deres twist til UG. De fik aftenens højeste point 38 – og er altså det ene par, der er videre til finalen, der skydes i gang næste fredag i Horsens.