Nyheder28. december 2015

Mikkel Kessler og Lea Hvidt: - Vi håber ikke, vores søn bliver bokser

Boksning har fyldt alt hos Mikkel Kessler, men hvis det står til ham og kæresten, Lea Hvidt, skal deres søn ikke selv blive bokser
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kessler.jpg
 (Foto: Claus Poulsen)

Det har altid været målet for den tidligere boksestjerne Mikkel Kessler at stifte familie med unger. Hvis det stod til ham, skulle det dog ikke ske, mens han var udøvende bokser. Kessler valgte da også frivilligt at kaste håndklædet i ringen i starten af dette år, og for et par måneder siden blev bokseren far for anden gang.

– Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn. Men imens jeg boksede, tvivlede jeg nogle gange på, om jeg ville få dem. Jeg har altid sagt til mig selv, at jeg ikke ville have børn, imens jeg havde en karriere, for så ville jeg tænke for meget over den risiko, der er forbundet med sporten, siger Mikkel Kessler til magasinet Vores Børn, der kommer på gaden tirsdag.

Hans kæreste, Lea Hvidt, er da også glad for Kesslers valg om, at boksekarrieren blev indstillet.

– Da jeg blev gravid, vidste vi, at det kapitel var ved at være slut, og det var en lettelse – for os begge to, siger Lea Hvidt til Vores Børn.

Vælg noget andet, min søn
Sønnen Romeo på to år har allerede en lille boksebold at lege med derhjemme. Det kan dog virke paradoksalt, da parret – der også fik en datter sammen i oktober – ikke håber, at sønnen vælger bokseretningen. Men der er en mening med strategien.

– Mikkel har fortalt mig, at når man viser børn ting i en tidlig alder, så når de at blive trætte af det, fortæller Lea Hvidt til Vores Børn.

Mikkel Kessler, som boksede sin sidste kamp i 2013 mod engelske Carl Froch, supplerer:

– Som udgangspunkt synes jeg, at de skal følge deres drømme. Men jeg ville nok have det lidt svært med det, hvis Romeo kom og sagde, at han ville være bokser. Han ved allerede nu, at der er stor forskel på at slå på boksebolden og på alt andet. Og forhåbentlig kan han nå at blive træt af det. Men han må selv bestemme, og jeg vil støtte ham i alt, hvad han gør, siger Mikkel Kessler til Vores Børn.

https://imgix.seoghoer.dk/vob_0116_forside_cmyk.jpg

Den nye udgave af Vores Børn udkommer i morgen.

Det var da heller ikke boksegerningen, der gjorde, at Lea Hvidt faldt for Mikkel i sin tid. Hun vil også gå langt for, at sønnen ikke bevæger sig i samme retning.

– Havde jeg kunnet vælge, dengang jeg mødte Mikkel, havde jeg ikke ønsket, at han boksede, men sådan var det. Og det har jeg måttet leve med. Men jeg vil gøre alt, der står i min magt, for at Romeo ikke får den interesse, siger Lea Hvidt.

Læs hele interviewet med Lea Hvidt og Mikkel Kessler i magasinet Vores Børn, som er på gaden i morgen.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-cta_facebook_116.png

Sponsoreret indhold