Nyheder28. november 2015

Tabte Vild med dans: Vi gjorde hvad vi kunne

Trods ærgrelsen har det været en stor oplevelse for Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard at være med hele vejen til finalen.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/vild_med_dans_12-115-cpo.jpg
 Foto: Claus Poulsen

Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen er denne sæsons vindere af Vild med dans. Men når der er en vinder, er der også en taber. Det blev Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard.

Men trods nederlaget var smilene store hos de to, da afgørelsen faldt.

- Selvfølgelig er vi da ærgerlige. Vi ville da vinde det. Men vi har gjort alt, hvad vi overhovedet kunne, så på den måde er det jo ikke sørgeligt, siger Morten Kjeldgaard.

Det er hans dansepartner, skuespillerinden Stephania Potalivo enig i.

- Vi tænker ikke, der er noget, vi kunne have gjort, der så havde gjort, at vi havde vundet. Vi har gjort alt det, vi kunne og været os selv, siger hun.

De to har også kun ros tilovers for deres konkurrenter i finalen.

- Vi har det personligt mega godt med Ena og Thomas, og de har gjort det så godt gennem denne her sæson. De fortjener det mere end nogen anden, siger Stephania Potalivo.

Havde det udelukkende været op til de fire dommere, så var Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard løbet med sejren. De fik topkarakterer i alle deres tre danse og mange rosende ord med på vejen.

- Det er så overvældende, og man ved nærmest ikke, hvordan man skal reagere på det, for det er så stort. Det er meget vildt at få tre gange 10, siger den 29-årige skuespillerinde.

Parrene har nu danset den sidste dans i dette års Vild med dans, der gik i gang for lidt over to måneder siden. Det har ifølge de to dansere været en fantastisk tid, der nu er forbi.

- Lige nu er jeg rigtig glad, fordi jeg har haft verdens bedste dag. Det har bare været så fedt at være her. Jeg vil ikke være den her oplevelse foruden.

- Jeg er helt rundt på gulvet af adrenalin af denne her kæmpe oplevelse. Det er svært at beskrive, hvordan jeg har det, udover at jeg bare er lykkelig og taknemmelig. Og det er samtidig også helt vildt sørgeligt, fordi det er vores sidste dans, siger Stephania Potalivo.

Vild med dans blev i år sendt direkte fra Forum Horsens.

Sponsoreret indhold