Nyheder24. februar 2022

Verdensstjerne vil boykotte Rusland: - Sket på grund af en underlig og skør leder

Sebastian Vettel har besluttet sig for, at han ikke kører i Rusland ovenpå det russiske angreb på Ukraine
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220206-234036-1-1920x1280we.jpg
 Foto: Roc/Picture Alliance/Ritzau Scanpix

Den tidligere verdensmeter Sebastian Vettel deltager ikke, hvis der til september skal køres Formel 1 i Rusland.

Det fastslår den 34-årige Aston Martin-kører, efter at Rusland torsdag har udført militære angreb i Ukraine.

- Min holdning er, at jeg ikke skal dertil, så det gør jeg ikke. Jeg mener, at det er forkert at tage dertil for at køre et løb, siger Vettel ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Jeg ked af det på vegne af alle de uskyldige mennesker, der har mistet deres liv og er blevet dræbt af tåbelige årsager.

- Det er sket på grund af en underlig og skør leder, siger tyskeren med henvisning til Ruslands Vladimir Putin.

FUlgte angreb på tv

Sebastian Vettel vandt VM-titlen i Formel 1 fire år i træk fra 2010 til 2013. Dengang kørte han for Red Bull-teamet. Efter flere sæsoner hos Ferrari repræsenterer han nu Aston Martin.

Racerkøreren fulgte torsdag morgen det russiske angreb i Ukraine på tv, da han stod ud af sengen.

- Det er skræmmende at se, hvad der foregår, siger Vettel.

Skal træffe en beslutning

Den regerende verdensmester Max Verstappen (Red Bull) er heller ikke vild med udsigten til at skulle køre i Rusland, men hollænderen vil ikke udelukke, at det kan ske.

- Vi skal ikke køre i et land, der er gået i krig, men det er en ting, som alle kørerne skal træffe en beslutning om, siger Verstappen.

Det russiske grandprix skal efter planen køres 25. september i sortehavsbyen Sotji.

Formel 1 meldte torsdag ud, at man følger situationen tæt, men der er ikke truffet nogen beslutning om, hvorvidt grandprixet i Rusland til efteråret bliver afviklet.

Formel 1-kørerne befinder sig i øjeblikket i Barcelona, hvor racerbilerne bliver testet forud for den kommende sæson.

Sponsoreret indhold