Nyheder18. august 2004

VERDENS STØRSTE SHOW

Som bekendt lyder det gamle OL-mantra, at det vigtigste ikke er at vinde, men at være med.
https://imgix.seoghoer.dk/media/65ba8d0c512744b48256fe817757ecb8.jpg

Det er et jo et vældig smukt princip - om end måske også en smule forældet og lidt naivt. Spørg f.eks. lige Camilla Martin, om hun er helt enig. Det er hun næppe. Nok er det en kæmpe oplevelse at deltage, men selvfølgelig handler det først og fremmest om at vinde, når verdens bedste atleter samles hvert fjerde år til den klassiske, ædle kappestrid. Enhver ved også, at De Olympiske Leges uskyld for længst er taget. Dopingspøgelset har i flere omgange kastet ubehagelige skygger, ligesom aktiviteterne blandt pamperne i Den Internationale Olympiske Komité nok heller ikke altid er egnet for små børn. Samtidig er De Olympiske Lege i dag en kæmpe forretning, hvor sindssygt dyre TV-rettigheder og reklameindtægter fra multinationale virksomheder finansierer udgifter i milliardklassen. Med andre ord: De glade amatørdage er endegyldigt ovre. Ærlig talt: Det skal være legene tilgivet. For hvor er det dog et imponerende og fantastisk show, hele verden indbydes til hvert fjerde år. Alle dramaets facetter, hele følelsesregistret - fortættet i 16 dages ultimativ sportsunderholdning. Det kan ikke være bedre. Nu er vi jo mange, der ikke sidder på tribunerne i Athen, men er henvist til TV. Hvad der faktisk ikke er så ringe endda. Dels er der jo alle OL-klassikerne med atletik som det allermest fascinerende - efter min mening. Dels er det faktisk også meget sjovt hvert fjerde år at gense de ellers lidt glemte sportsgrene. Det er således ikke meget synkron-spring, pistolskydning eller softball, man får set til hverdag. Men nu er chancen der. Grib den - og nyd så ellers det fantastiske sportsshow i fulde drag.

Sponsoreret indhold