Nyheder3. januar 2024

Vejdirektoratet: Vær forsigtige!

Kør efter forholdene, kør i god tid og husk at holde afstand, lyder rådene onsdag morgen fra Vejdirektoratet
Sneen har skabt trafikalt kaos i dele af Jylland.
Sneen har skabt trafikalt kaos i dele af Jylland.
 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Der er onsdag morgen sket flere uheld i trafikken som følge af sne- og regnvejret. Glatføreuheld har været skyld i både spærrede og svært fremkommelige veje.

Blandt andet har Hillerødmotorvejens forlængelse imellem Allerød N og Hillerød Ø været lukket på grund af en ulykke. Vejen var spærret i begge retninger, men er ifølge Vejdirektoratet genåbnet i begge retninger.

Til Ritzau oplyser vagtchef hos Nordsjællands Politi Henrik Thelin, at der ikke umiddelbart er nogen alvorligt tilskadekomne.

- Vi har fået rigtig, rigtig mange færdselsuheld her i morgentrafikken, for der er glat i vores kreds, og der er sne, siger han.

Af Vejdirektoratets hjemmeside fremgår det, at der onsdag morgen også er sket andre uheld på tværs af landet.

Og det er enormt vigtigt, at man kører forsigtigt, hvis man sætter kurs mod landets veje, siger vagthavende ved Vejdirektoratets trafikcenter Simon Swaim.

- Der er travlt. Lige nu oplever vi, at folk har sat sig ud i bilerne, og de skal virkelig køre efter forholdene. Afhængig af hvor i landet man er henne, er der meget vind og meget sne og slud, så man skal køre efter forholdene, siger han.

Jylland ser tidligt onsdag morgen ud til at være hårdest ramt i hele området fra Vejle og op til Skagen.

På det sociale medie X skriver Midt- og Vestjyllands Politi, at der i hele kredsen - som geografisk set er landets største - er masser af sne og glat overalt.

- Den kraftige vind giver driver på tværs af vejene og enkelte væltede træer. Kør forsigtigt, og hold afstand. Eller allerbedst: bliv hjemme i dag, lyder opfordringen fra politiet.

Værst ser det imidlertid ud i nabokredsene mod øst og sydøst. Hos Sydøstjyllands Politi har man onsdag morgen valgt at fraråde al unødvendig udkørsel i Skanderborg Kommune.

Og hos Østjyllands Politi frarådes al unødig udkørsel i hele politikredsen, det vil sige Aarhus, Randers, Favrskov, Norddjurs, Syddjurs, Odder og Samsø Kommuner.

Også på Sjælland er der store områder med udfordrende vejr, lyder meldingen fra Vejdirektoratets trafikcenter.

- Kør efter forholdene, kør i god tid, og husk at holde afstand til forankørende. Hvis folk følger den opfordring, håber vi, at der ikke bliver alt for travlt på vejene, lyder det fra Simon Swaim.

Sponsoreret indhold