Nyheder15. juli 2020

Vase fundet hos ældre kattedame: Solgt på kinesisk auktion til 60 millioner kroner

En ældre kvinde havde en porcelænsvase fra 1700-tallet stående i sit hjem, mens kattene gik rundt omkring den. Nu er den solgt for 60 millioner kroner
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/vase.png
 Foto: YouTube/Sotheby's

"Et tabt mesterværk"

Sådan beskrives den 1700-tals porcelænsvase, som lørdag blev solgt for 9 millioner dollars - eller lige under 60 millioner danske kroner.

Den imponerende ornamenterede kinesiske vase indgik sidst i en handel i 1954, hvor den blev solgt for 44 pund.

https://imgix.seoghoer.dk/vase.png
 Foto: YouTube/Sotheby's

Den pæreformede vase er lavet i porcelænsstilen "yangcai" og bliver kaldt et "teknisk tour-de-force". (Foto: YouTube/Sotheby's)

De sidste 50 år har den stået i en ældre dames hjem på landet i centraleuropa, skriver CNN. Kvinden havde både hunde og katte, og noget kunne tyde på, at hverken dame eller dyr kendte til det flotte kunstværks værdi.

Kæledyrene gik nemlig frit omkring det svindedyre artefakt.

Den tårnhøje auktionspris er fastsat efter vasens imponerende stand - og naturligvis den fascinerende historie.

Den er nemlig fremstillet i sin tid til den kinesiske kejser Qianlong, som regerede i mere end 60 år.

- Det er et mirakel, at denne ekstraordinære skrøbelige vase har overlevet et halvt århundrede i et hjem, hvor den har været omringet af adskillige kæledyr, fortæller Nicolas Chow, som er formand for den asiatiske afdeling af auktionshuset Sorteby's, som har stået for handlen.

Det er ikke specificeret yderligere, hvor i Europa den smukke vase er fundet, eller hvordan den er kommet fra Kina, udover at den er solgt gennem Sotheby's britiske afdeling i midten af 50'erne.

Ejeren beskrives som værende omkring 80 år, og hun skulle have arvet porcelænsvasen flere år tilbage.

Det var kunstkonsulent Johan Bosch van Rosenthal, som gjorde fundet, efter kvinden selv havde bedt ham komme og se på en række arvestykker af kinesisk oprindelse.

Her børstede han støvet af vasen og spærrede øjnene op.

- Vi kom til et rum med et større antal kinesiske værker, som er arvet for mange år siden. Kvindens fire katte gik frit omkring kunststykkerne. Hun pegede på en delvist forgyldt vase oven på et lille skab - et objekt hun var glad for, og som hun vidste, var kostbart, fortæller han.

Det må man bare sige, at kvinden fik ret i. Og noget kunne da også tyde på, at det godt kan svare sig lige at tjekke undersiden eller indgraveringen på sine kinesiske vaser derhjemme.

I 2010 blev en anden af kejser Qianlongs vaser solgt for 68 millioner dollars - eller 442 millioner kroner. En svimlende verdensrekord.

Sponsoreret indhold