NyhederI går (opd. I går)

Vanvittigt: Gæst i Aalborg Zoo lærte orangutang at amme

En gæst har spillet en rolle i at lære en orangutang at amme

En kvindelig gæst med en nyfødt baby har været med til at lære en orangutang i Aalborg Zoo at amme sin unge.

Det oplyser den zoologiske have i en pressemeddelelse.

Orangutangen Ruti fødte sin unge onsdag, men havde i det efterfølgende døgn svært ved at leve op til rollen som nybagt mor.

Det skyldes blandt andet, at orangutanger i naturen typisk lærer moderskabet ved at observere deres egne mødre. Men den rollemodel har Ruti ikke haft at spejle sig i, så derfor måtte Aalborg Zoo tænke i utraditionelle metoder.

Først forsøgte en dyrepasser at demonstrere, hvordan amning fungere ved at bruge en bamse. Men det virkede ikke.

Senere torsdag fandt man dog den kvindelige gæst, som sagde ja til at gøre det samme med sin nyfødte.

- Det var et øjeblik, vi aldrig glemmer. Hun lagde ungen til, og den begyndte at die. Man kunne næsten mærke lettelsen brede sig i hele haven, siger Kenneth Madsen, der er dyrepasser med ansvar for primaterne i Aalborg Zoo, i meddelelsen.

Aalborg Zoo vil belønne kvinden med "en stor oplevelse" og årskort til den zoologiske have, som hun kan dele med sin familie.

Kvinden skal selv være med til at bestemme, hvad hun gerne vil opleve.

Den nyfødte unge er resultatet af et internationalt avlsprogram, som matchede Ruti med hannen Pal.

Det er ikke altid givet, at sådan et program fører til unger.

- Derfor er det her så stort. Det siger alt om deres trivsel, at vi ser naturlig parring – og at det er lykkedes dem at skabe en unge sammen, siger Kenneth Madsen videre.

- Det er en stor sejr for både dyrene og det langsigtede arbejde med arten.

Orangutanger lever kun naturligt på øerne Borneo og Sumatra i det sydøstlige Asien.

I 2016 kom den på listen over kritisk truede dyrearter. Ni år senere findes den fortsat på listen.

Ifølge Verdensnaturfonden er orangutangen stadig i tilbagegang, hvilket primært skyldes, at dens regnskove fældes.

Sponsoreret indhold