Nyheder26. januar 2022

Vanvittig heldigt! Vinder højeste præmie på skrabelod

En færing var egentlig bare lige løbet ned for at hente cigaretter, men nu kan han se frem til, at der samlet set lander 3,6 millioner kroner over de næste fem år på hans konto
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/6185d5f2-75d9-45c3-a15a-f1127ccc6bd8.png
 Foto: Danske Spil

Hvad ville du gøre, hvis der pludselig stod 60.000 kroner ekstra på din konto - hver måned vel at mærke?

Det er der en meget heldig færing, der skal til at tage stilling til fra nu af og de næste fem år frem.

Den heldige vinder havde sat sig godt til rette hjemme i stuen med en kop kaffe, da han begyndte at skrabe. Til sin store overraskelse var der gevinst. Og det var en stor en af slagsen.

Det var egentlig ikke meningen, at han skulle købe sig et skrabelod den dag. Men på grund af tilfældigheder gjorde han det alligevel, og nu har han skrabet sig til førstepræmien på skrabeloddet Guldbarren.

- Det var simpelthen så tilfældigt. Jeg plejer at gå ned i supermarkedet efter cigaretter, men der var lukket, og så gik jeg i kiosken i stedet for. Og så kunne jeg jo lige så godt tage et skrabelod med, fortæller den glade vinder i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

- Jeg plejer at købe det skrabelod, der hedder Platinbarren, men nu lå Guldbarren oven på dem i montren, og så tænkte jeg: Nåh, så prøver jeg da det i stedet. Og det var så et rigtig godt valg, fortsætter færingen.

Talte igen og igen

På skrabeloddet Guldbarren er der fem chancer for at skrabe sig til en ekstra udbetaling hver måned i enten 10, 20, 30, 40 eller 60 måneder.

Da den anonyme færing stille og roligt sad i hjemmet og skrabede løs, og det begyndte at gå op for, at han havde ramt plet på gevinsten, der løber op i 3,6 millioner kroner, kom det i den grad som en overraskelse.

- Det var vanvittig heldigt! Jeg talte og talte, og tænkte, at det måtte da være løgn. Så jeg løb hurtigt op til min ene søn og bad ham tælle efter, og han kom frem til det samme som mig. Men vi var helt paf begge to, fortæller den heldige vinder.

Færingen var dog stadig ikke helt overbevist om, at han havde vundet. Der gik derfor nogle dage, hvor han og sønnerne igen og igen talte de skrabede felter, inden han endelig fik den vanvittige nyhed bekræftet af Danske Spil.

Men hvad skal han så bruge de ekstra penge til? Han har allerede lagt en plan:

- Jeg skal selvfølgelig lige udbetale den gæld, jeg har tilbage i huset, og så skal det have en renovering. Og så skal jeg selvfølgelig forkæle mine sønner og resten af familien, måske med en dejlig rejse sydpå.

Sponsoreret indhold