Vandt stor milliongevinst: Købte to toiletter
Påsken er et kærkomment afbræk fra arbejdet for mange, men for et ægtepar i Køge blev helligdagene endnu bedre.
Da de investerede i et skrabelod, havde de svært ved at troderes egne øjne.
- Min kone skrabede det, og gav det til mig. ”Jeg tror, vi har vundet”, sagde hun, og jeg måtte vende skrabeloddet et par gange. ”Hvor mange harer skal der være”, spurgte hun. ”Der skal være tre”. ”Hvor mange kan du se”, spurgte hun så. ”Jeg kan se tre”. ”Jeg tror, vi har vundet”, sagde hun så igen. Det var lidt surrealistisk, fortæller manden i en pressemeddelelse fra Danske Spil.
Parret vandt hovedpræmien på hele to millioner kroner, og de var ikke i tvivl om, hvad pengene skulle bruges til.
- Vi har ikke skejet ud overhovedet, det første vi købte, var to nye toiletter. Men vi gjorde faktisk også noget skørt. Jeg kørte ned og købte chokolade for 300 kr., for nu skulle vi fejre det – og vi har stadig noget chokolade tilbage, for der var godt nok meget, siger den glade vinder.
Og udover at parret skal have udskiftet toiletterne og spist noget chokolade, så falder gevinsten på et tørt sted. De har nemlig kun en indkomstkilde, og derfor er der nu budget til at få en professionel til at ordne haven.
Kvinden er dårligt gående, og derfor vil hun kunne nyde haven til fulde, hvis der bliver gjort noget ved den.
Også parrets datter får glæde at gevinsten. Hun kan få et kørekort, som hun har behov for til sit arbejde.