Nyheder1. marts 2023

Valgkampen er slut: Mads Davidsen er ny biskop i Odense

Fyens Stift har fået ny biskop. Der er tale om Mads Davidsen, der er præst og studielektor på pastoralseminariet
Mads Davidsen blev vinderen, da det fynske bispevalg blev afgjort onsdag middag. 
Mads Davidsen blev vinderen, da det fynske bispevalg blev afgjort onsdag middag.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det bliver 47-årige Mads Davidsen, der bliver Fyens Stifts nye biskop. 698 stemte på Mads Davidsen mod 492 stemmer til Dorthe Tofte-Hansen, skriver Fyens Stift i en pressemeddelelse.

Valget er afgjort onsdag formiddag efter en lang valgkamp.

1200 stemte ud af 1438 stemmeberettigede. 20 stemte blankt. Det giver en stemmeprocent på 83,4.

Ifølge TV 2 Fyn emmede luften af spænding i Sankt Knuds Salen ved Odense Domkirke, da afstemningen sluttede klokken 12.00. Mange overværede optællingen.

Den nye biskop er præst og studielektor på pastoralseminariet. Han bor i Odense med sin familie.

Han blev ordineret i 2004 og begyndte sin præstegerning Husumvold Pastorat i Københavns Stift.

I 2007 kom han til Fyens Stift, hvor han først var præst i Fredens Pastorat i Odense og siden i henholdsvis Øster Skerninge Pastorat og Munkebo Pastorat.

I 2018 blev han studielektor for pastoralseminarieuddannelsen i København.

Han er uddannet teolog fra Københavns Universitet i 2003, og i 2008 tog han en toårig uddannelse i almen sjælesorg på præsternes efteruddannelse.

Hans modkandidat Dorthe Tofte-Hansen er uddannet cand.theol. fra Københavns Universitet i 1999. Siden 2003 har hun været ansat som sognepræst i Dalum Kirke i Odense.

Mads Davidsen har tidligere i et interview med Kristeligt Dagblad fortalt, at hvis han blev valgt, ville han arbejde for at fordele præster på en ny måde og demokratisere folkekirkens pengekasse.

- I dag er der provstier, som har virkeligt mange penge, særligt i byerne, og tilsvarende provstier, der ikke har ret mange penge, særligt på landet, hvor udgiften til vedligeholdelsen af middelalderkirker er enorm.

Der var fire kandidater i bispevalget på Fyn.

Mads Davidsen bliver bispeviet i Odense Domkirke søndag 2. april. Kronprins Frederik deltager i bispevielsen.

Tidligere biskop Tine Lindhardt fratrådte sin stilling ved udgangen af januar 2023.

Sponsoreret indhold