Nyheder5 timer siden (opd. 4 timer siden)

Vagthund dropper sag om greenwashing mod modeuge

Forbrugerombudsmanden vil ikke gå videre med sag om greenwashing imod modeuge og syv tøjmærker.

Forbrugerombudsmanden går ikke videre med sager imod Copenhagen Fashion Week og syv tøjmærker om såkaldt greenwashing.

Det skriver Fashion Forum, som er et medie om modebranchen.

Ifølge mediet vurderer Forbrugerombudsmanden ikke, at klagepunkterne er tilstrækkelige til at oprette en sag.

Hos modeugen er man glad for den meget klare afgørelse. Det siger administrerende direktør Cecilie Thorsmark til Fashion Forum.

Copenhagen Fashion Week modtog afgørelsen fra Forbrugerombudsmanden onsdag.

Begrebet greenwashing dækker over markedsføring, som får et produkt til at fremstå mere klimavenligt, end det egentlig er.

Mediet DetailWatch har tidligere beskrevet, at Forbrugerrådet Tænk og rådgivningsfirmaet Continual stod bag anmeldelsen.

Udover modeugen blev Baum und Pferdgarten, Berner Kühl, Forza Collective, Herskind, OpéraSport, Stine Goya og Won Hundred anmeldt.

DetailWatch skriver, at anmelderne var kritiske over for de i alt 19 bæredygtighedskrav, som modeugen stiller til deltagerne.

Det er en kritik, som Copenhagen Fashion Week har afvist.

Anmelderne satte også spørgsmålstegn ved markedsføringsudsagn, som tøjmærkerne har brugt.

Selv om den konkrete sag ikke skal føres videre, er der et stigende antal klager over mulig greenwashing i modeindustrien.

Ifølge DetailWatch modtog Forbrugerombudsmanden sidste år 25 klager over greenwashing i modebranchen imod i alt fire i 2023.

Indtil august i år har Forbrugerombudsmanden fået ti klager.

Copenhagen Fashion Week afholdes to gange årligt. Én gang i starten af året og igen i august.

Modeugens bæredygtighedskrav blev oprindeligt introduceret i 2020.

Sponsoreret indhold