Vågelamper tilbagekaldt – kan gå i brand

Det kan godt være, at vågelamper hjælper på dit barns nattesøvn, men nu viser det sig, at lamperne kan gå ud over barnets tryghed.
I en pressemeddelelse skriver Sikkerhedsstyrelsen, at lamperne kan give elektrisk stød og i værste fald bryde i brand.
Styrelsen har kontrolleret ti vågelamper på det danske marked. Det har ført til én tilbagekaldelse fra forbrugeren, et salgstop, mens fem havde mindre fejl – tre bestod testen.
– Produkter, der er til for at give børn tryghed gennem natten, må bestemt ikke have risiko for at bryde i brand. Ingen produkter må være farlige for dem, der bruger dem. Særligt ikke dem vi har på børneværelset, siger Kirstine Gottlieb, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
En anden vågelampe blev også sat til salgsstop, da der kunne være risiko for elektrisk stød ved berøring.
– Der blev fundet nogle alvorlige fejl på et par produkter, der nu bliver fjernet fra markedet. For de resterende produkter med mindre fejl, har vi forlangt, at fejlene bliver bragt i orden, siger Kirstine Gottlieb, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.