Vælter ind: Dyreinternat har modtaget 90 kattekillinger på tre dage

De seneste tre dage er det væltet ind med kattekillinger på et dyreinternat i Aarhus, der venter endnu flere over weekenden.
Det skriver Dyrenes Beskyttelse i Aarhus i en pressemeddelelse, hvor det også beskrives, at internatet ikke før har oplevet noget lignende.
På tre dage har Dyrenes Beskyttelses internat i den østjyske by modtaget 90 kattekillinger, der er kommet retur fra plejefamilier.
Det er "helt vildt", siger Stine Skov-Jensen, der er kommunikationsmedarbejder hos Dyrenes Beskyttelse i Aarhus.
- Vi har aldrig oplevet noget lignende, der er killinger overalt, siger hun i pressemeddelelsen.
Killingerne er, inden de endte hos plejefamilier, dumpet, fundet på landsteder eller er i mange tilfælde overdraget i socialsager, hvor ejeren ikke har kunnet tage vare på sine katte.
Efter at være blevet indleveret til internaterne, ender killingerne typisk hos plejefamilier tilknyttet Dyrenes Beskyttelse.
Her bliver de passet, indtil de er store nok til at komme tilbage til internatet og gjort klar til et nyt liv hos en ny familie.
I tiden mellem plejefamilieophold og adoption skal killingerne blandt andet øremærkes, chippes og vaccineres, inden de kan adopteres.
Det skaber ifølge Dyrenes Beskyttelse travlhed hos organisationens internat.
- Vores egen dyrlæge håndterer en del af killingerne. Men trykket er så massivt lige nu, at vi kører rigtig mange af killingerne til eksterne dyrehospitaler. Ellers kan vi simpelthen ikke følge med, lyder det fra Stine Skov-Jensen.
Efter killingernes besøg hos dyrlægen skal de sunde sig i tre dage på internatet. Men derefter er de klar til at blive adopteret.
I weekenden venter internatet at få yderligere 75 kattekillinger retur fra plejefamilier.