Vælgerne har talt: Farvel til kvinder i byrådet

Der er lige så mange, der hedder Frank, Peter eller Ole, som der er kvinder i det nye byråd i Skanderborg.
Det afslører resultatet efter valget for en uge siden, hvor det blev til syv kvinder i det nye byråd med i alt 29 pladser.
Det svarer til 24 procent kvindelige byrådspolitikere, og dermed indtager Skanderborg Kommune sidstepladsen i hele Østjylland, når det kommer til andelen af nyvalgte kvindelige kommunalpolitikere.
På landsplan har der ellers været en stigning i antallet af kvindelige byrådsmedlemmer.
- Det er ærgerligt, og jeg havde gerne set, at vi som minimum havde holdt det samme antal kvinder som tidligere, siger den genvalgte borgmester Frands Fischer (S) til TV2 Østjylland.
Og netop i det tidligere byråd, som Frands Fischer (S) henviser til, var 38 procent besat af kvinder.
Faldet i antallet af kvindelige byrådspolitikere kommer bag på den genvalgte borgmester, som ellers mener, at partierne har haft fokus på kønsbalancen i valgkampen.
- Jeg synes faktisk, at vi har gjort rigtig meget, som skulle tage det i den rigtige retning. Vi har lavet arrangementer med de kvindelige kandidater i fokus, og mange partier har fordelt kvinder blandt de øverste pladser på vores lister, så jeg er lidt nysgerrig på at finde ud af, hvorfor det endte sådan her, siger han.
Under valgkampen havde flere kandidater netop fokus på at ville øge kønsbalancen i byrådet – blandt andet Birgitte Majgaard (K), som til TV2 Østjylland også udtalte sin bekymring over, at kvinderne ikke er repræsenteret nok i det kommunalpolitiske.
- Jeg synes, det er et problem for vores demokrati, at der er så få kvinder, der stiller op. Byrådet er nødt til at være bredt repræsentativt, hvis folk i Skanderborg skal føle, at politikerne også forstår deres hverdag og de problemer, de står med, sagde hun dengang.
Forundringen over den nye kønsfordeling i Skanderborg har ikke kun ramt borgmesteren.
Også den nyvalgte og kommende byrådspolitiker Anni Schmidt Pedersen (S) er både overrasket og ærgerlig over udviklingen.
- En tredjedel af dem, der var opstillede i Skanderborg Kommune, var kvinder, så vi var der jo. Så det overrasker mig lidt, at det ikke var bedre afspejlet i valget, siger hun.
Blandt de borgere, TV2 Østjylland har talt med, er der enighed om, at kønsbalance i byrådet er vigtigt.
Men samtidig blev størstedelen af krydserne sat ved en mandlig kandidat.
- Vi skal have nogle flere kvinder ind, for det tror jeg, vil være gavnligt, lyder det fra Benny Thomsen fra Skanderborg, men hans kryds blev alligevel sat ved en mandlig kandidat.
- Det kunne være fedt, at der er flere kvinder repræsenteret, men jeg har selv stemt på en mand, som vi kendte fra Hørning for at få en lokal stemme ind, siger Louisa Jakobsen fra Hørning.
- Man skal jo ikke bare komme ind, fordi man er kvinde, det handler også om kompetencer, understreger Lis Norlander Staal fra Alken.
Om ansvaret ligger hos kvinderne selv, hos de mandlige kandidater, partierne eller borgerne har hverken Frands Fischer eller Anni Schmidt Pedersen et klart svar på.
De ser dog begge sådan på det, at der er mere at gøre i fremtiden for at give kvinderne et større fokus i både kandidatudvælgelsen og i valgkampen næste gang.
- Vi har sådan set alle et ansvar, og jeg vil også gerne påtage mig min del af ansvaret. Men jeg tror, at det er et arbejde, der skal starte tidligere frem mod næste valg, siger borgmester Frands Fischer (S).
Mens konstitueringsaftalen endnu ikke er underskrevet og offentliggjort, lyder det fra Frands Fischer (S), at der i lyset af den store forskel i kønnenes repræsentation i det nye byråd, vil være særligt fokus på en kønsbalance i fordelingen af udvalgsposter.
- Vi har netop brugt ekstra tid på at undersøge, hvordan vi kan fordele vores udvalgsopgaver med blandt andet kig på køn som en del af det samlede puslespil, og det håber jeg, at den endelige konstituering vil afspejle, at vi har taget højde for, lyder det fra borgmesteren.
Som nyvalgt politiker havde Anni Schmidt Pedersen (S) håbet, at der ville være flere kvinder i byrådssalen sammen med hende, men når det ikke er tilfældet vil hun kæmpe for, at hun og de seks andre kvinder kan gøde jorden for en fremtid med mere kønsbalance.
- Man er jo rollemodel, når man stiller sig frem, og mit håb er jo så, at jeg kan være med til at inspirere nogle andre til også at stille op i politik i fremtiden.