Vaccineudvikling med dansk bidrag får 68 millioner kroner af Bill Gates-fond

Bill & Melinda Gates Fonden har doneret 68 millioner kroner til udviklingen af en tuberkulosevaccine, som forskere fra Statens Serum Institut (SSI) bidrager til.
Det skriver SSI onsdag i en pressemeddelelse.
- Bevillingen fra Bill & Melinda Gates Fonden er givet til et større konsortium med fire partnere i både Europa og Sydafrika, siger Rasmus Skaarup Mortensen, som er leder af tuberkulose vaccineforskningen på SSI, i pressemeddelelsen.
I mandags rejste et hold af forskere fra SSI til Johannesburg i Sydafrika for at planlægge de første kliniske forsøg.
Cirka halvanden millioner mennesker dør ifølge SSI hvert år af luftvejsinfektionen tuberkulose på verdensplan.
Bill & Melinda Gates Fonden er verdens største humanitære organisation. Den blev grundlagt af Microsoft-stifteren Bill Gates og hans daværende kone, Melinda Gates, i 2000.