Sand bryllups-Lykke: USO skal giftes med skuespillerkæresten

Så kommer bryllupsklokkerne snart til at lyde for rapperen USO og skuespilleren Lykke Sand.
De stod frem som kærester på premieren på musicalen ”Dirty Dancing” i 2016, hvor de for første gang viste kærligheden offentligt frem.
Og nu tager de skridtet videre.
USO har nemlig været på knæ for Lykke, og hun sagde heldigvis 'ja'.
Det fortæller Lykke på Instagram.
- For lige præcis en måned siden friede mit livs kærlighed til mig. Det var ét af de der øjeblikke, hvor tiden står stille og hvor hjertet føles som om, det er ved at eksplodere af glæde. Jeg sagde selvfølgelig ja. Det er klart. For der er intet i hele verden, jeg hellere vil, end at det skal være ham og mig for evigt, skriver Lykke.
Opslaget er garneret med et feriebillede, hvor de to ses bagfra med armene om hinanden.
Lykke Sand er blandt andet kendt fra ”Rejseholdet” og ”Rita”.
De mødte hinanden i 2015.
Det var i jobsammenhæng, at det pludselig slog gnister mellem de to kreative mennesker.
– Vi mødte hinanden under optagelserne til USO’s video ”Vi er så fine” for et år siden og har været sammen lige siden, lød det fra Lykke i 2016. Stort tillykke til det lykkelige par.