Nyheder2 timer siden (opd. 2 timer siden)

USA's centralbank sænker renten for første gang i ni måneder

Fed sænker renten med 0,25 procentpoint. Det er første gang siden december 2024, at renten sænkes

USA’s centralbank (Fed) sænker renten for første gang i ni måneder. Renten sænkes med 0,25 procentpoint til spændet 4,0 til 4,25 procent.

Det oplyser Fed i en pressemeddelelse.

Det er første gang siden december 2024, at Fed sænker renten.

Det var på forhånd ventet, at Fed ville sænke renten. De fleste analytikere regnede med, at renten ville blive sænket med 25 basispoint, mens nogle så en mulighed for, at centralbanken ville sænke renten med 50 basispoint.

25 basispoint svarer til 0,25 procentpoint.

Den amerikanske centralbank har et todelt mål om på den ene side at holde inflationen på to procent på længere sigt og på den anden side at beskæftigelsen skal være så høj som mulig.

Når en centralbank sænker renten, kan det være med til at sætte gang i et lands økonomi. Det kan få inflationen til at stige, men også sætte gang i beskæftigelsen.

Centralbanken understreger onsdag, at der fortsat er øget økonomisk usikkerhed. Den vurderer, at risici på beskæftigelsessiden er steget, og derfor har den besluttet at sænke renten.

Samtidig åbner Fed døren for, at renten kan blive sat yderligere ned frem mod årsskiftet. Det pointerer Tore Stramer, som er cheføkonom i Dansk Erhverv.

- Hvis både arbejdsmarkedet og den amerikanske økonomi viser yderligere svaghedstegn, så er jeg slet ikke i tvivl om, at der kommer yderligere to rentenedsættelser inden årets udgang, skriver han i en kommentar.

Inflationen i USA er fortsat højere, end to procent. I august lå det amerikanske forbrugerprisindeks, CPI, 2,9 procent højere end i samme måned året før.

Samtidig har de seneste tal fra det amerikanske arbejdsmarked peget på, at det halter med jobskabelsen.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har gentagne gange kritiseret centralbankchef Jerome Powell for ikke at sænke renten. Præsidenten har også givet udtryk for, at han ønsker ham udskiftet.

Trump har talt om, at renten i hans øjne er ”mindst” tre procentpoint for høj. Han ser gerne, at renten sænkes markant for at få gang i økonomien og sænket regeringens låneomkostninger.

Samtidig har Trump forsøgt at fyre bestyrelsesmedlem Lisa Cook fra Fed og har beskyldt hende for realkreditsvindel. Hun fik natten til tirsdag dansk tid af en føderal appeldomstol lov til at blive på sin post - indtil videre.

Sponsoreret indhold