Nyheder17 timer siden

USA truer: Klar til at trække sig som mægler i Ukraine-krig

Trump-administrationen er ved at miste tålmodigheden. Der skal meget snart ske reelle gennembrud, siger Rubio

Kommer der ikke meget snart et reelt gennembrud i forhandlingerne om krigen Ukraine, er USA's præsident, Donald Trump, nødt til at beslutte, hvor meget tid han vil bruge på at forsøge at afslutte krigen.

Det siger den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, natten til fredag dansk tid til Fox News, skriver Reuters.

- Jeg tror, vi ved, hvor Ukraine står, og vi ved, hvor Rusland står nu. De er tættere (på hinanden, red.), men de er stadig langt fra hinanden, siger Rubio.

Det er ikke første gang, at Trump-administration truer med at trække sig som mægler i fredsprocessen.

Tirsdag sagde en talsperson for den amerikanske udenrigsminister, at USA ville trække sig, medmindre at Rusland og Ukraine kommer med "konkrete forslag" til, hvordan krigen kan stoppes.

- Hvis der ikke sker fremskridt, vil vi trække os tilbage som mæglere i denne proces, lød det tirsdag fra talspersonen Tammy Bruce.

Det er langt fra gået så stærkt med at få fred i krigen mellem Ukraine og Rusland, som USA's præsident, Donald Trump, havde varslet og håbet på.

Efter mere end 100 dage som leder af USA og primus motor i forhandlingerne er krigen stadig i gang for fuld udblæsning.

Også Det Hvide Hus har tidligere sagt, at hvis der ikke snart sker hurtige fremskridt, så vil USA overveje at trække sig fra rollen som mægler. Trump har indikeret, at han vil give processen "to uger".

Både USA's vicepræsident, J.D. Vance, og den amerikanske præsident, Donald Trump, er i de seneste uger kommet med skiftende udmeldinger omkring udsigten til at nå frem til en aftale, der kan afslutte krigen.

Senest sagde Vance natten til fredag, at han ikke tror, at krigen i Ukraine kommer til at slutte foreløbigt.

Onsdag lød det fra Dmitrij Peskov, der er talsmand for den russiske præsident, Vladimir Putin, at konflikten i Ukraine er for kompliceret til at blive løst fra den ene dag til den anden.

Sponsoreret indhold