Nyheder12. april 2023

Unges nikotinforbrug stiger: Sophie Løhde vil sætte afgift op

Sundhedsminister Sophie Løhde kalder det "stærkt bekymrende", at forbruget af tobak og nikotinprodukter stiger blandt børn og unge
– Jeg er klar til at se på hele værktøjskassen, for vi kan ikke tage et initiativ og tro, at problemet er løst, siger Sophie Løhde i en skriftlig kommentar.
– Jeg er klar til at se på hele værktøjskassen, for vi kan ikke tage et initiativ og tro, at problemet er løst, siger Sophie Løhde i en skriftlig kommentar.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen er indstillet på at sætte afgiften på nikotinprodukter op for at modvirke, at flere børn og unge forbruger dem.

Det siger Sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Meldingen kommer i forbindelse med en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, som er offentliggjort onsdag. Den viser, at forbruget af nikotin- og tobaksprodukter stiger blandt børn og unge.

– Jeg er klar til at se på hele værktøjskassen, for vi kan ikke tage et initiativ og tro, at problemet er løst, siger Sophie Løhde i en skriftlig kommentar.

– Vi skal gøre flere ting, og vi er eksempelvis indstillede på at sætte afgiften op på nikotinprodukter, men også bedre kontrol med salget og håndhævelse af reglerne, så børn og unge under 18 år ikke kan købe produkterne.

Ifølge undersøgelsen bruger 35,1 procent af børn og unge mellem 15 og 29 år dagligt eller lejlighedsvist produkter såsom cigaretter, snus og nikotinposer. Det svarer til en tredjedel.

Det er en stigning fra 2020, hvor det gjaldt 26,3 procent, som svarer til en fjerdedel.

Særligt forbruget af røgfrie produkter stiger, mens færre ryger cigaretter.

Fra 2020 til 2022 er andelen, der dagligt eller lejlighedsvist bruger røgfrie nikotinprodukter, steget fra 9,1 procent til 12,9 procent.

Sophie Løhde kalder udviklingen "stærkt bekymrende".

– Nikotin er nemlig både sundhedsskadelig og afhængighedsskabende. Derfor skal vi have vendt udviklingen og forebygge, at børn og unge bliver afhængige af nikotin, siger hun.

Sponsoreret indhold