Nyheder22. august 2023

Unges drukvaner stiger: Sundhedsstyrelsen appellerer til forældrene

Alkoholforbruget blandt unge er, ifølge Sundhedsstyrelsen, bekymrende. Styrelsen opfordrer derfor skolerne til at indgå en dialog med forældre

For mange børn og unge drikker sig fulde, ryger eller bruger nikotinprodukter som puff bars.

Derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen i et brev nu landets skoler og efterskoler til at tale mere med både elever og forældre om brugen af alkohol, nikotin og cigaretter.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er dialogen med forældrene vigtig, hvis der skal sættes ind over for de unges forbrug.

- Vi ved, at når forældrene går aktivt ind og tager stilling, så mindsker det de unges brug af rusmidler, siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Niels Sandø i en pressemeddelelse.

- Vi opfordrer også skolerne til at arbejde for, at der laves aftaler om alkohol mellem forældrene og til at samarbejde med forældrene om, at der ikke er alkohol til fester for eleverne, siger han.

Alkohol og nikotin er rusmidler, som kan påvirke udviklingen af børnenes hjerner negativt, lyder det fra Sundhedsstyrelsen i brevet til skolerne.

Det er sendt sammen med Skolelederforeningen, Danmarks Lærerforening, Efterskoleforeningen og forældreorganisationen Skole & Forældre.

- Vi ved, det er usundt for de unge at drikke. Vi ved også, mange af dem gør det, og derfor er det vigtigt, at vi har de her samtaler, siger landsformanden for Skole & Forældre, Rasmus Edelberg.

Men han erkender samtidig, at det kan være svært at lave aftaler om de unges alkoholforbrug mellem forældre, fordi der kan være meget stærke holdninger til, om de må drikke, og hvordan det skal foregå.

Typisk er der to positioner. Enten mener forældrene, at det skal være helt forbudt, og at de unge skal starte med at drikke så sent som muligt.

Eller også mener de, at de unge kommer til at drikke uanset hvad, og at de derfor lige så godt kan blive introduceret til alkohol hjemme under trygge rammer.

- Det er jo vores børn, det handler om, så derfor er der også følelser involveret, der kan gøre det her til konfliktstof. Så det er vigtigt, at skolen hjælper for eksempel ved at få en ekspert til at holde oplæg, så man har et oplyst grundlag at tale ud fra, siger Rasmus Edelberg.

Opfordringen kommer, efter at en stor undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed om skolebørns adfærd og helbred udkom i sidste uge.

Den viste blandt andet, at der siden 2014 har været en stigning i andelen af elever i 9.-klasse, der drikker alkohol mindst én gang om ugen, så det nu gælder næsten hver fjerde.

Samtidig viste undersøgelsen, at lidt færre skolebørn ryger cigaretter, men samtidig prøver flere at bruge de røgfrie nikotinprodukter som e-cigaretter og snus. Flere unge oplever et pres for at drikke fra deres kammerater.

I brevet opfordres skolerne sammen med forældrene til at skubbe på en festkultur for skolebørnene, hvor der ikke er alkohol involveret.

Sponsoreret indhold