Nyheder16. februar 2022

Ung mand død på Skoleskibet Danmark

En mand var ved at udføre arbejde i en mast på skoleskibet, da han styrtede ned. De pårørende er underrettet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190707-111120-1-1920x1280we_0.jpg
 Ritzau Scanpix

En 23-årig mand er onsdag eftermiddag død efter en arbejdsulykke på Skoleskibet Danmark.

Det oplyser Fyns Politi på Twitter.

Skibet ligger på værft i Assens, og det var i forbindelse med arbejdet i en mast, at han faldt ned.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 11.48. Den 23-årige blev bragt til Odense Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde, og klokken 13.19 blev han erklæret død.

- Han arbejdede på skibet, men jeg er ikke klar over, om han var elev eller fast besætningsmedlem, siger politiets vagtchef Kenneth Taanquist.

Vagtchefen kan ikke sige noget om, hvor langt den 23-årige faldt.

Hans pårørende er blevet underrettet om ulykken.

Politiet, Arbejdstilsynet og Søfartsstyrelsen efterforsker ulykken for at finde frem til, hvad der gik galt og sikre at alle regler i forbindelse med arbejdet er blevet overholdt.

Skoleskibet Danmark er en 3-mastet fuldrigger, der blev søsat fra Nakskov Skibsværft i 1933. Det bruges til at uddanne søfolk til den danske handelsflåde, skriver Maritime and Polytechnic University College (Martec) på sin hjemmeside.

Skibet har plads til 80 elever og 15 besætningsmedlemmer, der tager sig af undervisningen.

Det er ejet af den danske stat og har hjemhavn i København. Siden 2003 har Martec varetaget driften af skibet, og det ligger derfor som regel til kaj på Frederikshavn Flådestation, når det ikke er på togt.

Skoleskibet Danmark og Skoleskibet Georg Stage er de eneste to danske skoleskibe i drift.

Sponsoreret indhold