Nyheder9. februar 2023

Undersøgelse: Snus kan øge risiko for pludselig spædbarnsdød

En svensk undersøgelse viser, at nikotinproduktet kan ligge til baggrund for skader på fostre
Anna Gunnerbeck, som er børnelæge og en af forskerne bag undersøgelsen, mener, at de effekter, de ser på fosteret skyldes nikotin.
Anna Gunnerbeck, som er børnelæge og en af forskerne bag undersøgelsen, mener, at de effekter, de ser på fosteret skyldes nikotin.
 Foto: Jeppe Gustafsson/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Indtag af snus under graviditet kan øge risikoen for pludselig spædbarnsdød - også kaldet vuggedød.

Det viser en undersøgelse foretaget af en række forskere på Institut for Medicinsk Epidemiologi og Biostatistik på Karolinska Instituttet i Sverige.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

- Disse produkter er ganske vist generelt bedre for helbredet end rygning. Men når det kommer til de effekter, vi ser på fosteret, tror vi, det skyldes nikotinen.

- Og på den måde er nikotinprodukterne på ingen måde uskadelige, siger Anna Gunnerbeck, som er børnelæge og en af forskerne bag undersøgelsen.

Ifølge undersøgelsen er risikoen for vuggedød tre gange højere, hvis moderen bruger snus. Det svarer til samme risikostigning, som hvis den gravide ryger op til ni cigaretter om dagen, oplyser TT.

Anna Gunnerbeck understreger dog, at risikoen for vuggedød er meget lav, fordi det er så usædvanligt.

Men snus og røgfrie nikotinprodukter bliver mere og mere populære, og derfor er det vigtigt at afdække, mener forskerne.

- Det er især vigtigt i betragtning af, at der lanceres forskellige nikotinprodukter, som mange bruger, fordi de anses for mindre farlige, siger Anna Gunnerbeck.

I undersøgelsen har forskerne ikke afdækket, i hvor høj grad kvinderne har gjort brug af produkter. Derfor kan det ikke siges, hvor høj dosis af nikotin, som påvirker fosteret.

Forskerne har afdækket to millioner børn i perioden fra 1999 til 2019. Alle kvinder indskrevet i barselsplejen skal svare på, om de ryger eller bruger snus.

Dermed har forskerne haft mulighed for at følge med i, hvordan det påvirker risikoen for pludselig vuggedød.

I dag frarådes kvinder, der er gravide, eller ønsker at blive gravide, at bruge tobak. Anna Gunnerbeck mener, at der mangler vejledning, når det kommer til andre nikotinprodukter.

Sponsoreret indhold