Nyheder23. august 2022

Ulykke på motorvej: 43-årig mand mister livet

Den alvorlige ulykke der tirsdag morgen spærrede trafikken på Sydmotorvejen i flere timer, har kostet føreren af en personbil livet

En 43-årig mand har mistet livet i en ulykke på Sydmotorvejen tirsdag morgen.

Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi tirsdag eftermiddag.

- I forbindelse med morgenens færdselsuheld på Sydmotorvejen ved Tappernøje er føreren af personbilen, en 43-årig mand fra Guldborgsund, afgået ved døden. Pårørende er underrettet, skriver politiet på Twitter.

Her lyder det videre, at der ikke er flere oplysninger om ulykken.

Ulykken skete i motorvejens nordgående retning mellem afkørslerne Tappernøje og Rønnede. Strækningen var derfor spærret fra Farø mod Køge i flere timer.

Politiet blev kaldt ud til stedet klokken 06.19. Først kort før klokken 10.00 blev der åbnet for trafik igen.

I forbindelse med ulykken blev en lægehelikopter sendt til stedet. Det er uvist, om den kom i brug, eller om den 43-årige mand blev erklæret død på stedet.

En personbil kørte ifølge politiet op i en lastbil bagfra. Den 43-årige sad bag rattet i personbilen.

Sponsoreret indhold