Nyheder17. maj 2022

Uhyggelig video: Her bliver turister knust af hval

En hval følte angiveligt, at en båd kom for tæt på og reagerede med et vaskeægte bodyslam
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/screenshot_2022-05-17_at_08.58.37.png

Et båd-mareridt udspillede sig lørdag i en bugt ved Sinaloas kyst i Mexico.

Her landede en stor hval på en mindre båd og skadede fire turister, der sad i den.

Det skriver Mexico News Daily.

Hvalen hoppede op af vandet, som hvaler gør det bedst, men i stedet for at lande i vandet landede det store pattedyr på båden, som røg en tur under vandet, før den skød op til overfladen igen.

Dyret følte sig ifølge lokale myndigheder stresset af båden og dens nærvær.

Hele optrinet blev fanget på video af en person på en anden båd.

En er alvorlig såret

De fire turister, to mænd og to damer, blev bragt til et nærliggende hospital i byen Ahome.

Det forlyder, at én af de fire kom alvorligt til skade.

Også båden tog kraftig skade. Taget blev revet af, og noget af rækværket manglede, da båden kom oven vande.

Episoden har fået de lokale myndigheder til at anbefale, at man holder afstand til hvalerne, når man færdes på havet.

- Kom ikke for tæt på hvalerne. Vi skal nyde deres skønhed, men på en fornuftig afstand, udtale borgmesteren i Ahome efter uheldet.

Området er et velkendt område at spotte hvaler i.

Uheldet var det første af sin slags i bugten.

Sponsoreret indhold