Nyheder22 timer siden (opd. 21 timer siden)

Uhyggelig udvikling i nat: Angriber atommål i Iran

Israels premierminister bekræfter, at Israel har angrebet atommål i Iran, hvor der høres eksplosioner
Sådan ser området, hvor atomanlægget Natanz ligger i Iran ud. Nu hævder Israel at have ødelagt dele af området.
Sådan ser området, hvor atomanlægget Natanz ligger i Iran ud. Nu hævder Israel at have ødelagt dele af området.
 Foto: AFP/Ritzau Scanpix

50 personer, heriblandt kvinder og børn, er blevet såret i et israelsk angreb på Iran natten til fredag.

Det melder en statslig tv-station i Iran ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Press TV, der er en iransk statsejet nyhedsmedieorganisation, rapporterer, at fem personer er blevet dræbt, og 20 er såret i et israelsk angreb på et boligområde i Irans hovedstad, Teheran.

Det fremgår ikke, hvorvidt 20 sårede i angrebet i Teheran er en del af det samlede tal på 50 sårede.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, bekræftede ifølge Reuters natten til fredag, at Israel har angrebet og ramt mål i, hvad han betegner som hjertet af Irans uranberigelsesprogram og atomvåbenprogram.

Han sagde videre, at operationen i Iran havde til formål at skade Irans atominfrastruktur, fabrikker til ballistiske missiler samt militære mål.

Videre lød det, at angrebene var rettet mod Irans førende atomvidenskabsmænd, og at angrebet ikke er mod Irans folk, men mod hvad Netanyahu kalder for Irans diktatur.

- Denne operation vil fortsætte, så mange dage som det kræver at fjerne denne trussel, sagde Netanyahu i en videoudtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Operationen har fået navnet "Rising Lion", og Natanz-atomanlægget knap 300 kilometer syd for Irans hovedstad, Teheran, er blandt målene, sagde Netanyahu.

Der er ingen tegn på radioaktiv forurening som følge af angrebene på Natanz-anlægget, lyder det fra en iransk statslig tv-station ifølge Reuters.

En unavngiven embedsmand i det israelske militær sagde natten til fredag til Reuters, at Israel har ramt over 20 nukleare og militære mål i Iran. Embedsmanden sagde videre, at Iran har nok materiale til at skabe 15 atombomber inden for få dage.

Der er i løbet af natten hørt eksplosioner flere steder nær Teheran. Det rapporterer Nour, der er Irans øverste sikkerhedsmyndigheders medie, ifølge Reuters.

Israels forsvarsminister, Israel Katz, har sagt til mediet Axios, at han har erklæret kriseberedskab i landet, efter hvad han betegner som Israels forebyggende angreb på Iran.

- Som følge af Israels forebyggende angreb mod Iran forventes der i den nærmeste fremtid et missil- og droneangreb mod Israel og dets civile befolkning, sagde han tidligere på natten.

CNN skriver, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har indkaldt ministre til møde som følge af angrebet.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, har natten til fredag advaret Iran mod at svare igen på israelske angreb ved at angribe amerikanske militærbaser i regionen.

Han siger videre, at USA ikke er involveret i angrebet.

- Vi er ikke involveret i angrebet på Iran, og vores topprioritet er at beskytte de amerikanske styrker i regionen.

- Israel har meddelt os, at de mener, at denne handling var nødvendig og i selvforsvar, skriver han.

Trump sagde torsdag, at et israelsk angreb på Iran meget vel kunne finde sted, men gentog sit håb om en diplomatisk løsning.

Israel har længe talt om at angribe Iran i et forsøg på at forhindre landet i at udvikle en atombombe.

Sponsoreret indhold