Nyheder20. juni 2023

Uganda anholder skoleleder efter massakre på 37 elever

I et skoleangreb i Uganda blev en sovesal brændt ned, mens andre elever blev slået ihjel med macheter
Af de 42 dræbte i skolemassakren i Uganda fredag aften var 37 elever. Her bliver en af dem begravet. 
Af de 42 dræbte i skolemassakren i Uganda fredag aften var 37 elever. Her bliver en af dem begravet.
 Foto: Ritzau Scanpix

20 personer er blevet anholdt i forbindelse med en massakre på 42 mennesker - langt størstedelen elever - på en skole i Mpondwe i det vestlige Uganda fredag.

Det oplyser ugandisk politi i en erklæring mandag.

- Mindst 20 formodede ADF-kollaboratører er blevet anholdt som led i efterforskningen, oplyser politiet.

ADF henviser til den islamistiske oprørsgruppe Allierede Demokratiske Styrker.

Det er en ugandisk gruppe baseret i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo), som har svoret troskab til Islamisk Stat (IS). Gruppen er blevet beskyldt for at have dræbt tusindvis af civile.

Blandt de anholdte i sagen om skolemassakren er skolens leder, oplyser politiet.

Det var sent fredag aften lokal tid, at en gruppe oprørere stormede folkeskolen Lhubirira i landsbyen Mpondwe på grænsen til DR Congo.

De brændte en sovesal, der husede drenge, ned. Herefter gik de ind på en sovesal med piger og begyndte at dræbe dem med macheter.

Af de 42 dræbte i angrebet var 37 elever. Blandt de dræbte var en 12-årig pige.

17 af ligene måtte identificeres med DNA-test, fordi de var så forbrændte.

- Samtlige 17 forbrændte lig var mænd, og de havde forbrændinger over hele kroppen, både foran og bagpå. Et af ofrene havde også skudsår, oplyser politiet.

ADF blev grundlagt i Uganda i 1990'erne. I årevis kæmpede ADF-oprørere mod præsident Yoweri Musevenis regering fra deres base i Rwenzori-bjergene på grænsen mellem Uganda og DR Congo.

Til sidst lykkedes det Ugandas militær at fordrive gruppen, der flygtede ind i den tætte jungle i det østlige DR Congo.

Krigere fra ADF udfører indimellem angreb i Uganda, herunder et bombeangreb i hovedstaden Kampala i 2021.

I marts i år udlovede USA en dusør på op til fem millioner dollar - 34 millioner kroner - for oplysninger, der kan føre til pågribelsen af ADF's leder.

/ritzau/Reuters

Sponsoreret indhold