Uffes børn griner af Johnny Reimar
I øjeblikket kan Johnny Reimar opleves i den bedste sendetid på samtlige af landets kanaler, når han holder skilte frem med destinationer og priser og på den måde reklamerer for SAS.
- Jeg har aldrig fået så meget respons på noget i mit liv. Det er helt overvældende og abnormt, men lige så snart man har sit ansigt på skærmen, kommer der en reaktion, der kommer helt ud i krogene, forklarer hovedpersonen til B.T.
Læs også: Tom Jones ville score Johnnys kone
I reklamen afløser Johnny Reimar den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen som frontfigur for SAS, og der bliver spillet på det humoristiske i lighederne mellem de 2 kendisser.
- Meningen med reklamen var at krydse min lighed med Uffe og signalere, at SAS overgår fra business til et mere populært produkt. Jeg var slet ikke klar over, at den blev så sjov og gav så meget opmærksomhed. Det er også helt barokt med alle de skilte, siger Johnny Reimar.
Læs også: Johnny Reimar klar til at dø
Han fortæller, at folk henvender sig til ham på gaden eller skriver mails for at give deres besyv med, hvilket han aldrig har prøvet før, heller ikke i forbindelse med en ny plade.
- Sjovt nok har jeg også fået en henvendelse fra Uffe Ellemann-Jensen, som fortæller mig, at hans børn har skreget af grin, når de har set den, fortæller Johnny Reimar, som skal i gang med at lave nye programmer for TV2 Charlie, ligesom han også er med i et større TV-projekt, der kommer på DR til efteråret.