Nyheder8. februar 2018

Udstødt Venstre-profil: - Jeg har talt usandt over for mine nærmeste

Venstre-profilen Jakob Engel-Schmidt i psykologbehandling under sit livs krise
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/venstre-08022018.jpg
 Foto: All Over Press

Hele Venstre-profilen Jakob Engel-Schmidts offentlige liv og status liv faldt sammen for øjnene af ham onsdag.

Det skete, fordi Ekstra Bladet tirsdag aften afslørede, at den 34-årige Venstre-mand i juli sidste år kørte bil i kokain-påvirket tilstand.

Det kostede Jakob Engel-Schmidt en treårig frakendelse af kørekortet og en bøde.

Frem til tirsdag havde Jakob Engel-Schmidt holdt narko-kørslen og den efterfølgende dom hemmelig for alle.

Da Ekstra Bladet i efteråret 2017 konfronterede ham med rygter om kokain-kørslen, søgte han orlov fra Folketinget og tiltrådte en stilling som udviklingsdirektør på Niels Brock.

Først da Ekstra Bladet via aktindsigt fik bekræftet historien og skrev den tirsdag aften, gik politikeren til bekendelse.

'Kære alle. Jeg har dummet mig. Alvorligt – og jeg skammer mig. I juli sidste år lavede jeg mit livs fejltagelse. Jeg blev stoppet af politiet grundet en defekt lygte på bilen, fik taget en blodprøve, og den viste, at jeg ikke måtte køre bil, fordi jeg havde ulovlige stoffer i blodet – det var kokain', skrev Jakob Engel-Schmidt på Facebook efter Ekstra Bladets offentliggørelse af historien.

Venstre-profil: - Jeg går til psykolog

Onsdag formiddag i løbet af få timer mistede han både sit faste job som direktør på Niels Brock, sit kommentator-job på TV 2 News samt sin opstillingskreds i Lyngby Taarbæk. Og oven på den barske deroute fortalte Jakob Engel-Schmidt onsdag aften i et nyt opslag på Facebook, at han havde forsøgt at holde narko-kørslen hemmelig for alle - også sine allernærmeste. - Jeg har taget kokain og efterfølgende sat mig bag rattet. Det er ulovligt. Samtidig har jeg talt usandt overfor mine nærmeste og mine kollegaer. Det er et kæmpe tillidsbrud, som jeg har svært ved tilgive mig selv for, skriver han. Han havde onsdag den første af en række samtaler med en psykolog. - Jeg er i en situation, hvor jeg har brug for at finde ud af, hvad der er op og ned i mit liv. Jeg har i dag talt med en psykolog om det, der er sket, og jeg vil fortsætte denne behandling i en rum tid fremover, skriver Venstre-profilen. USA-eksperten Mads Fuglede sidder i Folketinget for Venstre under Jakob Engel-Schmidts orlov, og Venstres gruppeformand, Søren Gade betegner over for BT Engel-Schmidts kokain-kørsel som 'torskedumt' og har svært ved at se en fremtid på Christiansborg for den 34-årige politiker. Du kan læse hele historien om Jakob Engel-Schmidts kokain-kørsel her og se hans to Facebookopslag om sagen herunder.

Sponsoreret indhold