Udsigt til vanvittig bonus: Én ansat står til 300 mio. kr.

Mens de fleste danskere kæmper med energiregninger, der er steget eksplosivt, ser det anderledes ud hos medarbejderne i energiselskabet Energi Danmark.
Finans kan nemlig afsløre, at to ledende medarbejdere i Energi Danmark, der ejes af Andel og NRGi, står til at få en bonus på henholdsvis 300 mio. kr. og 250 mio. kr.
Energi Danmark holder kortene tæt ind til kroppen med, hvem det er, der bliver forgyldt på denne måde, og hos Andel, som er ejet af 400.000 kr. kunder på Sjælland, oplyser man til finansmediet, at der ikke vil blive udbetalt sådan en bonus, da der er et loft på, hvor store de kan blive.
– Aftalen, der var en kollektiv forhandlet bonusordning, var indgået af den adm. direktør for selskabet på det tidspunkt (Jørgen Holm Westergaard, red.). Vi kan i den forbindelse understrege, at der ikke udbetales resultatbonusser for 2022 på hverken to- eller trecifrede millionbeløb, hvilket er indregnet i selskabets regnskab, der offentliggøres i starten af maj. Det er Energi Danmarks klare politik, at bonusser er med cap/loft – det har det været tidligere, og det er det fortsat, skriver kommunikationsdirektør Rikke Trikker til Finans.
Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten har krævet, at de høje energiselskabsbonusser skal kulegraves.