Annonce
Nyheder3 timer siden

Udgivelsen af nyt GTA-spil udskydes med et halvt år

Rockstar Games har i forvejen udskudt udgivelsen af nyt GTA-spil med flere måneder. Nu sker det igen
Selskabet bag GTA regner først med at have den nye udgave af videospillet klar til november næste år. (Arkivfoto). - Foto: Yuki Iwamura/Ritzau Scanpix
Selskabet bag GTA regner først med at have den nye udgave af videospillet klar til november næste år. (Arkivfoto). - Foto: Yuki Iwamura/Ritzau Scanpix
Annonce

Det længe ventede videospil "Grand Theft Auto VI" - også kaldet GTA 6 - udskydes igen.

Det oplyser Rockstar Games, der står bag spillet, på sin hjemmeside.

- Vi beklager, at vi tilføjer ekstra ventetid til det, vi ved, allerede har været lang tid undervejs, lyder det.

Videospillet, der har været i støbeskeen i over et årti, skulle egentlig have været sendt på gaden dette efterår.

Nu er udgivelsen blevet udskudt for anden gang og ventes først klar til november næste år.

Den seneste version af spilserien - "Grand Theft Auto V" - blev udgivet i 2013.

Der er ikke noget at sige til, hvis forventningerne til spillets succes er høje. Der er nemlig blevet solgt mere end 200 millioner eksemplarer af forgængeren.

Annonce

Med den store succes er også fulgt kritik af spillet. Kritikere har beskyldt spilserien for at glorificere vold og opfordre spillerne til at opføre sig kriminelt.

De beskyldninger har moderselskabet afvist.

Spillet er præget af den amerikanske kultur for gangsterrap, og karaktererne i "Grand Theft Auto V" sælger stoffer, slås, røver og kører hærgende i bil.

Annonce

I de tidligere spil har man også kunnet overfalde sexarbejdere og gå på stripklub.

Kritikken har imidlertid ikke holdt spilinteresserede tilbage fra at tage et smugkig på den kommende udgave af GTA.

I slutningen af 2023 blev der udgivet en trailer til spillet. Den endte med at slå rekorden for flest afspilninger på YouTube i løbet af 24 timer, hvis man fraregner musikvideoer.

Annonce

Rockstar Games oplyser videre, at selskabet har brug for ekstra tid for at kunne levere et nyt spil af den kvalitet, som "du forventer og fortjener".

Aktierne i moderselskabet er faldet syv procent efter udmeldingen.

Annonce

Sponsoreret indhold