Udenrigsministeriet opfordrer alle danskere, der opholder sig i Venezuela, til at overveje at forlade landet.
Det skriver Udenrigsministeriets Borgerservice på det sociale medie X.
Opfordringen kommer, da sikkerhedssituationen i det sydamerikanske land er alvorlig og uforudsigelig.
Derfor kan grænser og luftrum risikere at lukke, skriver ministeriet i opslaget.
Udenrigsministeriets Borgerservice uddyber opfordringen på sin hjemmeside. Her fremgår det, at mange flyselskaber allerede har suspenderet flyafgange.
Hvis man bliver i Venezuela, bør man sikre, at man har nok mad, vand, medicin og benzin.
Man skal derudover være opmærksom på, at venezuelanske myndigheder kan anholde eller tilbageholde udlændinge uden umiddelbar grund.
Man kan risikere at blive fængslet i længere tid for eksempelvis anklager om spionage, skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside.
Opfordringen kommer, i kølvandet på at Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, natten til fredag fordømte USA's beslaglæggelse af en olietanker fra Venezuela og kalder det pirateri.
Trump-administrationen har i månedsvis øget presset på Venezuela med en massiv militær opbygning i regionen.
Amerikanske styrker har bombet en række mistænkte narkosmuglere i Det Caribiske Hav og i Stillehavet, hvilket har kostet næsten 90 mennesker livet.
Trump sagde torsdag til journalister i Det Hvide Hus, at USA snart vil begynde at angribe narkosmuglere på land, skriver Reuters.
Præsidenten har tidligere varslet angreb på landjorden, men det er uklart, hvor og hvornår de vil finde sted.
Trump-administrationen siger, at angrebene i Caribien har til formål at stoppe narkosmugling mod USA.
Nicolás Maduro hævder derimod, at USA planlægger at fjerne ham fra embedet, og at USA er ved at tage tilløb til et kupforsøg ved at opruste militært tæt ved Venezuelas kyst.
Udenrigsministeriets Borgerservice har ikke direkte begrundet, hvorfor opfordringen til danskere i Venezuela kommer.
Danmark har ikke en ambassade i Venezuela.