Nyheder9. februar 2023 (opd. 9. februar 2023)

Udenrigsministeriet advarer: Rejs ikke til Tyrkiet

Ministeriet fraråder nu alle rejser til de områder i Tyrkiet, hvor der er indført undtagelsestilstand
Undtagelsestilstanden i Tyrkiet gælder foreløbigt frem til 7. maj.
Undtagelsestilstanden i Tyrkiet gælder foreløbigt frem til 7. maj.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til flere sydøstlige provinser i Tyrkiet, hvor de tyrkiske myndigheder har indført undtagelsestilstand som følge af de to kraftige jordskælv i mandags.

Det skriver Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter.

Konkret er der tale om provinserne Hatay, Kilis, Diyarbakir, Kahramanmaras, Gaziantep, Malatya, Sanliurfa, Adiyaman, Osmaniye og Adana.

Det oplyser ministeriet på sin hjemmeside.

- Risiciene er så alvorlige, at du bør have særlige grunde til at besøge området/landet. Vigtige forretningsrejser og presserende familiebegivenheder kan få rejsende til at vurdere, at et besøg er nødvendigt, skriver Udenrigsministeriet endvidere.

Undtagelsestilstanden i Tyrkiet gælder foreløbigt frem til 7. maj.

Mandag blev både Tyrkiet og Syrien ramt af to voldsomme jordskælv, som har dræbt omkring 20.000 mennesker. Dødstallet fortsætter dog med at vokse.

Det ene jordskælv blev målt til 7,8 og kunne mærkes i omkringliggende lande som blandt andet Cypern, Libanon og Irak.

I øjeblikket er redningsindsatsen i de to lande fortsat i gang.

Omkring 95 lande og 16 organisationer har lovet at hjælpe Tyrkiet, lyder det fa landets udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, på et pressemøde torsdag. Det fandt sted i hovedstaden Ankara, skriver CNN.

Ministeren fortæller desuden, at 6479 redningsfolk fra 56 lande arbejder på stedet.

- Hold fra 19 andre lande vil være i vores land inden for 24 timer, siger han ifølge det amerikanske medie.

Siden 30. januar har Udenrigsministeriet opfordret til, at man skal være ekstra forsigtig, hvis man befinder sig i Tyrkiet.

Det skyldes, at der er en forhøjet risiko for terror - særligt i områder i storbyen Istanbul.

Opfordringen kom kort tid efter, at den dansk-svenske politiker Rasmus Paludan brændte koraner af.

Sponsoreret indhold