Nyheder22. januar 2023

Udenrigsministeriet advarer danskere i Peru

Der er risiko for, at der med meget kort varsel indføres udgangsforbud i landet
Tusindvis af demonstranter i det sydamerikanske land har i den seneste periode fundet vej til gaderne for at protestere mod præsidenten Dina Boluarte.
Tusindvis af demonstranter i det sydamerikanske land har i den seneste periode fundet vej til gaderne for at protestere mod præsidenten Dina Boluarte.
 Foto: Angela Ponce/Reuters/Ritzau Scanpix

Udenrigsministeriet har ikke en rejsevejledning for Peru trods voldsomme demonstrationer, men opfordrer dog danske turister til at undgå større forsamlinger i landet.

Det skriver ministeriet søndag på sin hjemmeside.

– Undgå demonstrationer og andre større forsamlinger. Undgå at opholde dig nær regeringsbygninger og politi- og militærinstallationer.

– Udgangsforbud kan blive indført flere steder med kort varsel, lyder det blandt andet.

Undtagelsestilstand

Tusindvis af demonstranter i det sydamerikanske land har i den seneste periode fundet vej til gaderne for at protestere mod præsidenten Dina Boluarte.

Aktivisterne kræver, at hun træder tilbage, og at hendes forgænger genindsættes.

Den peruanske regering har fra den 15. januar forlænget undtagelsestilstanden yderligere 30 dage i Puno, Cusco, Lima, Tacna og flere andre regioner.

Det betyder, at Perus militær har særlige beføjelser til at opretholde ro og orden.

Flere rettigheder – såsom retten til at forsamle sig – er suspenderet.

Sponsoreret indhold